Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Ottende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 ARNLJOT GELLINE
og fra hulerne
hylte det mot ham og skoggerbrølte.
Søvndrukken, syk, han vilde dog in,
in for at se hvad magter her huste.
Dæmrende lys av dagen fallt,
stanken og skriket økede på,
og da så synet vantes til mørket,
stirret han på
— rundt, hvor han så —
gnister-øjne,
skule, gule,
likesom gløder i klippevæggen.
Hulens dampe formede sig
først til ullbløte tåke-ruller,
dernæst til kropper, farve-stærke,
dyr ved dyr,
store ved små,
alle som skogen ammede på.
Hit var de krøpet fra uvejrs-vejen,
bærgenes kjæmper;
styrken var strøket, da fjællbunden skalv,
druknet i flommen var deres drifter,
og under tordenen
krøp de, sank de, hikstet ved lynet . . .
piltet så in i den samme hule.
Rædd hværandre sat de og glodde,
ulven på ræven, bjørnen på begge;
alle tilhope menneske-rædd,
skalv de for ham som åpningen mørknet,
hylte mot ham og krøp tilbake.
Hej, da lo han, — hundrede hold
dumpt fra hulerne lo tilbake;
rædselens løsnede strøm
rev til sig hyl av de rædde hærmænn:
skræmt av hværandre,
skræmt av gjænlydens hundrede struper
skrek de, skalv de; —
de som hundrede liv hadde hærjet,
frøs for sit eget syndige liv.
„Dette er mennesket! Der hvor jeg for,
sat også de bredved hværandre,
glæmte sit had og hylte sammen,
somme til gamle, andre til nye
døvhørte guder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
