Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Niende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 217
Red så hr. biskop Sigurd
frem for at spørge kongen; men han holdt
stille et stykke fra ham
og væntet.
Kongens det høje anlet
skinnede stærkt i glans av fjærne syn,
øjet ved intet dvælte
på jorden.
„ Herligt er visst hvad du ser,
herre konge!“
Kongen om længe svarte:
„ Først så jeg landet, som det ligger her,
lyst av de glade dager
det gav mig.
Men jeg så altid længer.
Trøndelag så jeg, blått og gult det lå;
ja, jeg så sommer’n over
alt Norge,
fjorder med eng og skog
mellem fjælle.
Men jeg så ænnu længer
ut over hav til fjærne fremmed-land,
alle, jeg i min ungdom
har gjæstet.
Løftet av lyse hænder,
lo det tilsammen mot mit hjærte op:
sist fik jeg hele værden
at skue.
Inderlig drog den mig hen
som til avsked.“
Svarte ham bispen: „Herre,
heller du så, hvor langt at Kristi lys,
det som du bar i landet,
skal lue.
En gang vil hele værden
vokse derav den varme sommerdag;
synet dig Herren skjænkte
til styrkning.“
Begge red videre frem,
men tause.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
