Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Tiende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 223
bråte de brænner, bål efter bål;
sommesteds halvslukt,
sommesteds røk; de sovner alt.
Frem ifra skogen kommer to mænn,
snart mellem hoper som våben kvæsser,
snart over andre, i søvn under skjoldet,
bykser de frem,
intil de står ved kongens ild.
Skinnklædde, høje, ruvet de svært,
hårfall og skjæg var i tufs og floke,
øksen ved siden, langspyd i hånd,
skjoldet var glæmt;
men på rygg var buen slængt.
Ikke de løftet hætten; de stod
stive mot kongen og glodde på ham.
Bålet i søvne viste dem halvt,
mørkt var der bak;
lik to vilddyr av nat de steg.
Kongen sat midt i en ring av mænn,
bispen, Finn Arneson og Bjørn Stallar,
Tormod lå bak dem i Gissurs fang,
Torfinn på huk
karet i bålet, nynnet til.
Alle på én gang mænnene så;
Finn brast i latter, og Torfinn små-gren;
Bjørn blev alvorlig, tok til sit sværd,
bispen blev blek,
kongen ene sat stillt som før.
Spørgende så han, men uten ord.
Ilden just fallt på hans brede anlet,
hjælmen var av; hans brun-gule hår
fløt i en flom
ned på akslen med kåpen om.
Mænnene kjænte hans stærke blik
gå som en ildstrøm igjænnem blodet,
skyndte sig svare, før han fik spurt; —
rædd var de ej,
men det var, som så han alt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
