Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Tiende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 ARNLJOT GELLINE
Ja, for enhvær, som jeg sender bort,
vokser der to i enhvær av vore.“
„Gid så du sendte tre tusen bort/’
svarte Finn,
„for vi trænger ænnu til seks.“
Brødrene vændte sig nætop om:
„Nu har vi begge betænkt den saken.
Får vi ej kjæmpe, slik som vi er,
kjæmpe hos dig,
tar vi dåben som du byr.
Men du får selv gå god for den, drottin,
vi vet jo ikke hvad den har på sig.
Du som forstår det, tar det på dig.“
„Det gjør jeg visst,“
kongen svarte dem med smil.
Alle de andre lystigen lo,
bispen alene steg op, alvorlig,
fulgte de tvenne vejen de kom,
hæren forbi,
dypt til skogs, til deres mænn.
Sluknede snart nu bål efter bål;
ikkun et enkelt i skogens tykning
nede ved elven flammede klart,
stigende sol
møtte luen, i favn den tok.
Bispen var der blant skinnklædde mænn;
stille de sat eller lå omkring ham,
læren om Jesus fløt fra hans munn
barnlig og stillt.
Dyp var freden, natten klar.
Kanske de ikke næmmet hvært ord;
men som en drøm ifra barnetiden
dæmret det langsomt, syn efter syn —
mest som en dør
åpen stod til ukjænt hjæm.
„Ja,“ sagde Afrafaste tilsist,
„kanske jeg ikke skjønner det rigtig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
