Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Tolvte sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 ARNLJOT GELLINE
vakkre venner,
alle de ypperste
Adils sinder:
Hår den hard-grejpe,
Hrolv skjotande,
ætgode mænn,
som aldrig flygter.
Ej vækkes I nu til vinen,
eller vivs hvisken,
men til Hildes
hårde lek.a
Vers efter vers han det sang.
Snart var der rungende liv
gjænnem den vågnede lejr;
landskapet glimede koldt,
luften var høstklar og høj,
elven i solen svam frem,
åsenes farvede skog . . .
altsammen slog
hjærter som længtes til hjæm.
Kamp for det ælskede land,
kamp for en konge så kjær,
kamp imot Odin, hans list,
just som i ældgamle sang,
var deres trang.
Kongen en ring av sin arm
Tormod i gave
rakte med takkende ord.
Da svor
Tormod sin drottin en ed,
at han i liv som i død
vilde gå med,
der hvor kong Olav gik først.
Lagde så skjæmtende til:
„Sighvat, din skald,
skiller med gullhjaltet ej
længere dig ifra mig.“
Kongen ham svarte:
„Sighvat i Jorsal idag
beder til visse for os.“
Tormod han lo:
„Tynnt om dit mærke det blev,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
