Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 279
gik på ny; Aslak sat en stund stille. „Jogu er den trollskræmt,
jo!“ og skottet efter ham, for at se hvad virkning det hadde.
„Nej, men den er skogrædd, er den/’ sa Sæmund fremdeles
gående; „du har fællt træ over den i marken, din uvorne slusk,
og derfor kan ingen længer få den til at gå rolig der.“ Aslak hørte
en stund på dette. Jaja! tro det, du. Troen skjæmmer ingen...
Men jeg tviler på den gjør hæsten din god igjæn,“ la han til og
skubbet sig i det samme længre in på tønnen og dækket for
ansigtet med den ene hånd. Sæmund kom ganske rigtig hen til ham
og sa sagte, men uhyggelig nok: „Du er en ond...“ „Sæmund!“
lød det borte fra åren; det var Ingebjørg, konen, som tysset på
ham, likesom hun sat og tysset på den minste, der var bange og
vilde skrike. Barnet hadde tiet før, og nu tidde også Sæmund;
men han? stak dog sin for en så undersætsig mann meget lille
næve like op under næsen på Aslak og holdt den der en stund,
idet han lutet sig frem og brænte ham med øjnene i ansigtet.
Derpå gik han som før, og så hen til ham en og annen gang i
hast. Aslak var meget blek, men lo dog med det halve ansigt over
til Torbjørn, idet han holdt den side ganske stram, som vændte
mot Sæmund. „Vorherre give os et godt tålmod!“ sa han om
litt, men bøjde i det samme albuen op, som for at avbøte et slag.
Sæmund stanset tvært, og skrek med al sin stemme, idet han satte
foten i gulvet, så Aslak gav sig: „Nævn ikke ham — du!“ —
Ingebjørg rejste sig med spædbarnet og tok ham mildt i armen.
Han så ikke til henne, men lot dog i det samme armen falle.
Hun satte sig, han gik atter op og ned; men ingen sa noget. Da
dette varte en stund, måtte Aslak til på ny. ,Ja ... han har vel meget
at bestille på Granlien — han!“ „Sæmund! Sæmund!“ hvisket
Ingebjørg; men før det nådde frem, var Sæmund alt raset hen til
Aslak, som satte foten for. Den blev brutt ned, karen grepet i den
og trøjekraven, løftet og således sat imot den lukkede dør, at
fæl-lingen gik ut, han ut igjænnem den på hodet. Konen, Torbjørn,
alle barnene skrek og bad for ham, og hele huset stod i én
jammer. Men Sæmund ut efter ham, husket ikke på at lukke døren
ordentlig op, men spænte resterne til side, tok ham annen gang,
bar ham ut av svalen, ut på gården, løftet ham højt og kastet
ham med al magt ned igjæn. Og da han mærket, at der var for
megen sne til at han kunde slå sig til gagns, satte han knæet på
hans bryst og for ham like op i ansigtet, løftet ham tredje gang,
bar ham til et mere snefrit sted, som en ulv der drar en
sønder-reven hund, slap ham atter, værre end før, knægik ham ... og
ingen kunde vite hvorledes dette hadde ændt, dersom ikke
Ingebjørg var styrtet imellem med spædbarnet i armen: „Gjør os ikke
ulykkelige!“ skrek hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
