Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282 SYNNØVE SOLBAKKEN
og det er bekjænt nok, at under denne handling er andagten
størst.
Man kan derfor ikke tegne norske bønder, fordærvede eller
ufordærvede, uten et eller annet sted at støte sammen med kirken.
Det vil synes en ensformighed; men det er måske ikke den værste.
Dette være sagt én gang for alle, og ikke nætop for det
kirke-besøks skyll som her kommer.
Torbjørn var glad til turen og synet, fik forunderlig mange
farver i øjnene utenfor kirken, følte den stillhedens tyngde som lå
over alle og alt innenfor, da messen ænnu ikke var begynt; og
skjønt han selv ikke husket at bøje hodet, da bønnen blev læst,
var det dog som bøjd ved synet av flere hundre bøjde hoder.
Sangen gik, og alle sang på én gang omkring ham, så det blev
ham næsten forfærdeligt. Så hensunken sat han, at han skvatt op
som av en drøm, da deres stol sagte blev åpnet for en som trådte
in. Efter ændt sang tok faren hin mann i hånden og spurte: „Står
det godt til på Solbakken?“
Torbjørn fik øjnene op; men hvorledes han så eller ikke så,
var der liten forbindelse at søke mellem denne mann og noget slags
troldom. Det var en mild, lyslett mann, med store blå øjne, høj
panne og høj i sætet; han smilte, når en talte til ham, og sa ja
til altsammen Sæmund sa, men var ellers fåtalende. — „Der kan
du få henne Synnøve at se,“ sa faren, idet han lutet sig ned
til Torbjørn, tok ham på knæ og pekte over i den like overfor
værende kvinnfolkstol. Der stod en liten pike på knæ oppe på
bænken og så ut over rækværket; hun var ænnu lysere æn hin
mann, så lys, at han aldrig hadde set maken. Hun hadde røde
flaggerbånd i huen, hvitgule hår inunder, og lo nu over til ham,
så han en lang stund ikke kunde se på annet æn hennes hvite
tænder. Hun holdt en skinnende salmebok i den ene hånd og
et sammenlagt rødgult silketørklæ i den andre, og moret sig nu
med at slå lommetørklædet på salmeboken. Jo mere han stirret,
des mere lo hun, og han vilde også stå på knæ på bænken
likesom hun. Så nikket hun. Han så en stund alvorlig på henne;
så nikket han. Hun lo og nikket en gang til; han nikket atter,
og en gang til, og ænnu en gang. Hun lo, men nikket ikke mere
— før om litt, da han atter hadde glæmt det, så nikket hun.
Jeg vil også se!“ hørte han bak sig — og følte i det samme
en drage ham efter benene ned på gulvet, så han var nær ved at
falle; det var en firskåren liten en, som nu arbeidet sig tappert
op i hans sted. Han hadde også lyst, men stridt hår, og en but
næse. Aslak hadde nok lært Torbjørn, hvorledes de slemme
gutter han møtte i kirke og skole, skulde tages. Torbjørn knep
derfor gutten bak, så han vilde til at skrike, men holdt inne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
