Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 291
fjælltop og avhandlet sine huslige anliggender. Det var ikke frit
at den var litt urolig; ti så gild den æn følte sig, var det dog ænnu
gildere at få et ørnepar at vugge. De kom begge ned — og like til
den! De talte ikke til hværandre, men gav sig ifærd med at hænte
kvister. Furuen videt sig, om muligt, ænnu mere ut — det var
da heller ingen som kunde hindre den deri.
Men mellem den øvrige skog blev der vel en travl snak, da
de så hvad ære der var overgåt storfuruen. Der var således en
liten, tækkelig bjørk som stod og spejlte sig over en dam og trodde,
at den hadde ret til at vænte litt ælskov av en gråhvit linerle,
der hadde for vis at sove middag i den. Den hadde duftet linerlen
like op i næbbet, klæbet småkryp fast til bladene sine, så de var
lette nok at fange; ja, tilsist hadde den i heten bygget og bøjd
sammen et tæt lite grenhus, tækket med friske blade — så linerlen
virkelig var på vej til at inrette sig der for sommeren. Nu
derimot: ørnen hadde sat sig fast i storfuruen, og væk måtte den.
Det var vel en sorg! Den sang en trillende avskedssang, men
ganske sagte, forat ørnen ikke skulde mærke det.
Bedre gik det ikke nogen småspurver borti et orekjærr. De
hadde ført et så syndigt leven der, at en trost tæt ved, oppe i
en ask, aldrig fik sove i rette tid, blev stundom lynende sint og
gjorde munn. En alvorlig hakkespæt i nabotræet hadde ledd, så
den nær hadde drattet av pinnen. Men der så de ørnen i
storfuruen! og trosten og småspurven og hakkespætten og alt som
flyve kunde, måtte avsted over hals og hode, over og under
grenene. Trosten bante, der han fløj, på at han ikke oftere skulde leje
slik, at han fik spurvene til gjænboer.
Så stod skogen der omkring forlatt og eftertænksom midt i det
muntre solskin. Den skulde ha al sin glæde av storfuruen, men
det var en tynn glæde. Skogen bøjde sig bange, hvær gang
nordenvinden gik, storfuruen slog luften med sine vældige grener, og
ørnen fløj i ring om den, rolig og sindig, som om det blot var
en krypende kastevind der bar nogen ussel virak op til den fra
skogen. Men den hele furufamilie var glad! Ikke én husket, at
den selv intet rede fik at vugge det år. „Væk!“ sa de, „vi er av
slægten!“
–––-„Hvad ligger du og tænker på?a spurte Ingrid —
hun trådte smilende frem mellem nogen busker, som hun holdt
bøjd tilside. Thorbjørn rejste sig: „Å, så mangt kan leke i ens
hug,“ sa han og så trossig hen over trærne. „Ellers snakker de
for meget i bygden på denne tid,“ la han til, idet han børstet noget
støv av sig. „Hvorfor bryr du dig også bestandig om, hvad
folk siger?“ „A jeg vet ikke rigtig; — men — ænnu har aldrig
folk sagt noget, som ikke har været i mit sinn, om det også ikke har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
