Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 295
fart: „Herregud, visste du hvor jeg har væntet på den dag, jeg
skulde få se dig over på Solbakken. Men altid skal en høre
om noget, der ikke er som det burde være, — og det skal være
forældrene selv som bærer det in til en.“ — Da tændtes likesom et
lys for ham; han så henne nu tydelig gå der over på Solbakken og
vænte på en liten fredelig stund, hvori hun kunde føre ham blidt
frem for forældrene; — men han gav henne aldrig en sådan stund.
„Dette skulde du ha sagt mig før, Synnøve!“ — „Og det har
jeg ikke gjort?“ — „Nej, ikke således.“ — Hun tænkte litt over
dette; så sa hun, idet hun la sin forklæ-snip i små folder: „Så
var det vel fordi . . . jeg ikke turde rigtig.“ Men dette, at hun
hadde frygt for ham, rørte ham slik at han for første gang i sit
liv gav henne en kyss.
Hun blev så forandret ved det, at gråten stanset med én
gang og øjnene blev usikkre, idet hun forsøkte at smile, så ned,
ændelig op på ham, og smilte nu virkelig. De talte ikke mere,
— dog fant de hinannens hænder igjæn; men ingen av dem
turde trykke til. Så drog hun sig sagte tilbake, gav sig ifærd med
at tørre sine øjne og sit ansigt, klappe sit hår ned, da det var
kommet litt i urede. Han sat der og tænkte i sit stille sinn, mens
han så på henne: er hun mere blyg æn de andre bygdens
jænter, og vil omgåes på en annen måte, så skal en ikke sige noget
dertil.
Han fulgte henne op til sæteren, som ikke lå langt unda. Han
vilde gjærne gå hånd i hånd; men der var kommet noget over ham
som gjorde, at han knapt turde røre ved henne, og syntes det
var forunderligt, at han hadde lov til at gå ved siden av henne. —
Da de skiltes, sa han derfor også: „Det skal vare en stund, til
du atter spør noget galt fra mig.“
Hjæmme holdt far hans på at bære korn på kværnen, fra
stabburet av; ti bygdens folk rundt omkring malte på Granlidkværnen,
når vandet i deres egne bækker var gåt op; Granlidelven var
aldrig tør. Her var mange sækker at bære, somme ret store og
somme overmåde store. Kvinnfolkene stod tæt derved og vridde
klær som var i vask. Thorbjørn gik bort til faren og tok fat i
en sæk. Jeg skal kanske hjælpe dig?“ — „Å jeg gjør det nok
selv,“ sa Sæmund, lettet rask en sæk på rygg og drog avsted
mot kværnen. „Her er mange av dem,“ sa Thorbjørn, tok fat
i to store, satte rygg imot og grep over skuldrene med en hånd
i hvær, idet han støet mot til siderne med sine albuer. Midtvejs
møtte han Sæmund, som gik tilbake efter flere; faren så hastig
på ham, men sa intet. Da Thorbjørn i sin tur gik tilbake mot
buret, møtte han Sæmund med to ænnu større sækker. Denne
gang tok Thorbjørn en liten en og gik med den; da Sæmund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
