Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300 SYNNØVE SOLBAKKEN
des harmere blev han. Kommen op til vejen, skvatt hæsten én
gang til, forsøkte så at gjøre et kast for at slite sig løs, — og da brøt
harmen ut. Mens han med venstre hånd holdt bigslet, gav han den
med den højre henad lænderne av sin store rejsesvøpe slag i slag,
slag i slag så den blev rasende og satte forhoverne på hans bryst.
Men han holdt den fra sig, slog den nu værre æn før, av al sin
magt, og brukte tykænden av svøpen. Jeg skal lære dig, din
trossige tamp!“ og han slog. Hæsten vrinsket og skrek, han slog.
„Hej, her skal du kjænne næve som er stærk!“ og han slog.
Hæsten fnyste, så skummet valt ham ned over hans hånd; men
han slog: „Det skal være første og siste gang, din krøpling! Der!
ænnu ett! så! hej, din fillegamp, du skal prøve mannetugt!“ og
han slog. Under dette hadde de vændt sig, hæsten gjorde ikke
længer motstand, rystet og bævet under hvært slag og bøjde sig
vrinskende, når den så svøpen nærme sig i luften. Da blev
Thorbjørn likesom litt skamfull; han holdt inne. I det samme blev
han var en mann der sat på grøftekanten, støttet på albuen, og
lo av ham. Han visste ikke hvorledes det gik til; det blev næsten
sort for øjet, og med hæsten ved hånden ruste han mot ham med
hævet svøpe. Jeg skal gi dig noget at le av!“ Slaget fallt, men
traf kun halvt, da mannen med et rop væltet sig ned i grøften.
Her blev han stående på alle fire, men vændte på hodet, skjelte
til Thorbjørn og trak munnen skjævt op til latter; men latteren
selv hørte han ikke. Thorbjørn studset; ti dette hadde han set
før. Jo, det var Aslak.
Thorbjørn visste ikke hvorfor; men det løp ham koldt ned over
ryggen. „Det er vel dig som har skræmt hæsten begge ganger,“
sa han. — ,Jeg lå bare og sov, jeg,“ svarte Aslak og løftet litt
på sig; „og så vakte du mig, da du skapte dig gal på hæsten
din.“ „Det var dig som gjorde den gal; alle dyr er rædd dig,“
og han klappet hesten, der var så svedt, at det dryppet av den.
— „Han er nu vel ændelig ræddere dig æn mig; slik har jeg
aldrig faret med nogen hæst,“ sa Aslak, — han stod nu på knæ
i grøften. „Vær ikke for stærk i munnen!“ sa Thorbjørn og truet
med svøpen. Da rejste Aslak sig og kravlet op. „Æn jeg da!
Jeg stærk i munnen? Nej–––-Hvor skal du hen, som farer
så fort?“ sa han med blid stemme, idet han nærmet sig, men
slingret til begge sider; ti han var full. — Jeg slipper nok for
at komme længer idag,“ sa Thorbjørn, som sprættet hæsten fra.
— „Det var rigtig lejt, det,“ sa Aslak og nærmet sig ænnu mere,
idet han tok til huen. „Gudbevaremig,“ sa han, „slik en stor,
vakker kar du er blet, siden sist jeg så dig;“ han hadde begge
næver i lommen og stod så godt han kunde og betragtet
Thorbjørn, der ikke kunde få hæsten løs fra resterne av vognen. Thor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
