Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 301
bjørn trængte hjælp; men han kunde ikke få det over sig at be
hin om den; ti Aslak så stygg ut; hans klær var tilrakket av
grøften, hans hår hang filtret ned under en blank hat, der var
dygtig gammel, og ansigtet, skjønt tildels det velbekjænte, var nu
bestandig fortrukket til smil, og øjnene ænnu mere igjænlukte, så
han måtte holde hodet litt bakover og munnen litt gapende, når han
så på en. Alle drag var blet matte, og den hele form var stivnet; ti
Aslak drak. Thorbjørn hadde tit nok set ham før, hvilket Aslak lot
som han ikke visste. Som skræppehandler hadde han tit faret bygden
rundt, og var gjærne der hvor der var lystighed, da han hadde mange
viser at synge, fortalte godt og fik brænnevin til vederlag. Således
hadde han nu været i bryllupet på Nordhaug, men hadde, som
Thorbjørn siden fik vite, funnet det best at holde sig en stund borte,
da han efter gammel vis hadde fåt folk op at slåss og det truet
med at gå ut over ham selv. — Like så godt binde hæsten fast til
vognen som sprætte den fra,“ sa han; „du må så allikevel optil
Nordhaug for at få dig istand igjæn.“ Thorbjørn hadde nok tænkt
det samme, men hadde ikke rigtig villet tænke det. „Det er
stort bryllup der,“ sa han. — „Derfor også stor hjælp,“ svarte
Aslak. Thorbjørn stod litt tvilrådig; men uten hjælp kunde han
hverken komme frem eller tilbake, og så var det best at gå op i
gården. Han bant hæsten fast så længe og gik. Aslak kom efter;
Thorbjørn så tilbake på ham: „Så får jeg godt følge til
bryllupsgården igjæn,“ sa Aslak og lo. Thorbjørn svarte ham ikke, men
gik fort. Aslak korn efter syngende:
Der drager to bønder til bryllupshus o. s. v.,
en gammel, velkjænt vise. „Du går fort, du,“ sa han om en stund;
„du kommer nok frem allikevel,“ la han til. Thorbjørn svarte
ham ikke. Gjænlyd av dans og spill møtte dem, ansigter gav sig
til at se ut på dem gjænnem de åpne vinduer i den store to-etages
bygning. Grupper samlet sig i gården. Han så, at de talte sig
imellem om hvem det kunde være, tillike at han snart var kjænt,
og at de litt efter litt fik øje på hæsten dernede og kopperne, som
lå ut over jordet. Dansen hørte op, den hele sværm væltet ut i
gården, nætop som de to kom op. „Hit kommer bryllupsfolk mot
sin vilje!“ ropte Aslak, da han ændelig nærmet sig kredsen, bak
Thorbjørn. — Man hilste Thorbjørn og slog kreds om ham.
„Gud signe laget, godt øl på bordet, vakkre kvinnfolk på gulvet
og gode spillemænn på krakken!“ sa Aslak og skjøt sig i det
samme midt in iblant dem. Nogle lo, andre forblev alvorlige; en
sa: „Skræppe-Aslak er altid ved godt mot.“ Thorbjørn traf straks
kjænt folk, som han måtte fortælle om sin hændelse; de tillot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
