Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302 SYNNØVE SOLBAKKEN
ham ikke selv at gå ned igjæn efter hæsten og tøjet, men bad
andre gå. Brudgommen, en ung mann og fordums
skolekamme-rat, bød ham in at smake på bryllupsbrygget, og nu drog det til
stuen. Nogle vilde fortsætte dansen, især kvinnfolkene, andre
vilde ha en liten drikkestund og få Aslak til at fortælle, siden han
nu allikevel var kommet til gårds igjæn. „Men du tør være litt
varere æn sist,“ la en til. Thorbjørn spurte hvor alt folket var.
„Å,“ svartes der, „her gik nylig litt urolig til; nu er enkelte gåt
til hvile, andre sitter borte på låven og spiller kort; men nogen
sitter også der hvor Knut Nordhaug er.“ Han spurte ikke efter
hvor Knut Nordhaug var.
Brudgommens far, en gammel mann, der sat og røkte av en
kridtpipe og drak øl til, sa nu: „Kom så med en regle, du Aslak;
det kan være gildt nok at høre for én gangs skyll.“
„Er det flere som ber mig?“ spurte Aslak, som hadde sat sig
over en krak et stykke fra bordet, omkring hvilket de andre sat.
,Javisst,“ sa brudgommen og gav ham et glas brænnevin; „nu
ber jeg dig.“ — „Er det mange som ber på den måte?“ sa Aslak.
„Det tør hænde,“ sa en ung kone borte på sidebænken og bød
et støp med vin frem. Det var bruden, en kvinne på tyve år,
lyslett, men mager, med store øjne og et stramt træk om munnen.
— Jeg liker godt det du fortæller,“ la hun til.
Brudgommen så på henne og hans far på ham. Ja, Nordhaugfolket har
altid likt mine regler,“ sa Aslak. „Ære være dem!“ ropte han
og tømte et glas, som blev rakt ham av en brudesvenn. „Kom
så med noget,“ ropte flere. „Om Sigrid fantekjærring,“ ropte en.
„Nej, den er stygg,“ sa andre, især kvinnfolk. „Om Lier-slaget!“
bad Svend tambur. „Nej, heller noget trøjsamt!“ sa da en rank
gut, som stod i skjorteærmerne og lænet sig op ad væggen, mens
hans højre hånd, som hang slapt ned, for vel ofte bort i håret
på nogen unge jænter, som sat der; de skjændte, men flyttet sig
ikke.
„Nu fortæller jeg det jeg vil, jeg,“ sa Aslak. „Fa’en heller!“
mumlet en ældre mann som lå over sengen og røkte; hans ene
ben hang ned, med det andre lå han og sparket til en fin trøje,
som hang over sengestolpen. — „Lad være trøjen min!“ ropte
hin gut, som stod op efter væggen. — „Lad være døttrene mine“,
svarte han som lå. Nu flyttet jænterne sig. — „Jo, jeg fortæller,
hvad jeg vil!“ ropte Aslak; „brænnevin i krop skyter motet op!“
sa han og slog de flate hænder sammen med et klask. — „
Fortæl hvad vi vil!“ gjæntok mannen borti sengen; „ti brænnevinet
er vort.“ — „Hvad skal det sige?“ spurte Aslak med ret åpne øjne.
— „Å, den grisen vi gjø’r, slagter vi også,“ sa mannen, idet han
dinglet med benet. Aslak lukket øjnene igjæn, men blev sittende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
