Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 307
som var likt, og hadde han samme slags ret opstående panne, men
mindre, likesom alle hennes fine træk var grove hos ham. „Hvad
vil du ha for gampen din?“ spurte Knut. Jeg vil ikke sælge
den,“ sa Torbjørn. „Du tror kanske jeg ikke kan betale den?“
sa Knut. — „Jeg vet ikke hvad du kan.“ — „Så, du tviler om
det? Det skulde du ellers vogte dig for,“ sa Knut. Hin gut som
før stod op efter væggen derinne i stuen, og rørte ved jænternes
hår, sa nu til en nabo: „Knut tør ikke rigtig denne gang.“
Dette hørte Knut. „Tør jeg ikke? Hvem siger det? Tør jeg
ikke?“ skrek han. Flere og flere kom til. „Av vejen, se hæsten!“
ropte Torbjørn, og slog på; han vilde rejse. „Siger du av vejen
til mig?“ spurte Knut. — Jeg talte til hæsten, jeg må frem,“ sa
Torbjørn, men veg heller ikke selv til side. „Hvad, kjører
du like på mig?“ spurte Knut. — „Så gå bort!“ og hæsten løftet
hodet i vejret, ellers hadde den sat det like mot Knuts bryst. Da
tok Knut den ved bigslet, og hæsten, som husket taket fra vejen,
begynte at skjælve. Men dette rørte Torbjørn, der angret hvad
han selv hadde gjort mot hæsten. Nu gik det ut over Knut;
han rejste sig med svøpen i hånden og drog til Knut over hodet.
„Slår du?“ skrek Knut og kom nærmere. Torbjørn hoppet av
lasset: „Du er en ond kar,“ sa han likblek, og leverte tømmen
til hin gut fra stuen av, da han kom og bød sig frem. Men den
gamle mann som hadde rejst sig borte ved døren, da Aslak var
færdig med sin fortælling, gik nu bort til Torbjørn og rykket
ham i armen. „ Sæmund Granlien er for bra en mann, til at
sønnen hans skal drages med slike slåsskjæmper,“ sa han. „Det
stillnet i Torbjørn; men Knut ropte: ,Jeg slåsskjæmpe? Det er
han like så godt som jeg, og min far er like så god som hans.
Kom an! Det er dårligt at bygdefolket ikke vet, hvem av os
to egentlig er ved best magt,“ la han til og tok halstørklædet av
sig. „Vi prøver det tidsnok,“ sa Torbjørn. Da sa den mann
som før hadde ligget i sengen: „De er som to katter; de må
først snakke mot i sig, begge to.“ Torbjørn hørte det, men svarte
intet. En og annen av flokken lo, andre sa det var styggt med
alle de slagsmål i dette bryllup, samt at de apet sig in på en
fremmedmann, som vilde drage fredelig avsted. Torbjørn så sig
om efter hæsten; det var hans agt at fare. Men hin gut hadde
vændt den og kjørt den forsvarlig langt bort; gutten selv stod nu
like bak dem. — „Hvad ser du dig om efter?“ spurte Knut;
„hun Synnøve er långt borte nu.“ — „Hvad raker hun dig?“ —
„Nej, slike skinhellige kvinnfolk raker ikke mig,“ sa Knut; „men
kanske hun motstjæler dig.“ Dette var for meget for Torbjørn;
de mærket at han så sig om for at prøve plassen. Nu la atter
nogen ældre sig imellem, og mente at Knut hadde gjort ugagn nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
