Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308 SYNNØVE SOLBAKKEN
i dette lag. — wMig skal han intet gjøre!“ sa Torbjørn, og da
hine hørte dette tidde de. Andre sa: „Lad dem drages, så blir
de godvenner; disse har længe nok set vondt over til hværandre.“
— „Ja,“ sa en, „de vil begge være den beste her i bygden; lad os
nu se!“ „Har I andre set noget likt til han Torbjørn
Granlien,“ mente Knut; „jeg syntes han nylig var her på gården.“
— ,Ja, her er han,“ sa Torbjørn, og i det samme fik Knut et slag
over det højre øre, så han tumlet hen i nogen mænn som stod
der. Nu blev der ganske stillt. Knut rejste sig, og for frem uten
at sige et ord; Torbjørn tok imot ham. Det blev nu en lang
nævekamp, da begge vilde hinannen in på livet; men begge var
vel vant, og holdt hinannen væk. Torbjørns slag fallt nokså ofte,
og nogen sa, de fallt nokså tungt. — „Der har Knut funnet sin
mann,“ sa hin som hadde tat hæsten; „giv plass!“ Kvinnfolkene
flygtet; kun én stod højt på en trap for bedre at se; det var
bruden. Torbjørn fik et glimt av henne, og stanset litt; da så han
en kniv i Knuts hånd, husket hennes ord, at Knut ikke var god,
og med et velrettet slag traf han Knuts arm over håndledet, så
kniven fallt og armen dovnet. „Au, hvor du slog,“ sa Knut.
,,Synes du?“ spurte hin, og brøt nu in på ham. Knut hadde vondt
for at bruke blot én arm, han blev løftet og båret, men det bar
imot, før han blev lagt. Han blev flere ganger lagt slik mot jord
at enhvær annen vel hadde svigtet, men dette var en god
rygg. Torbjørn flyttet med ham, folk veg, men han kom efter
med ham, og således bar det rundt hele gården, intil de kom
op under trappen, hvor han hivde ham ænnu en gang i vejret,
og truet ham ned, så knærne gav efter, og Knut langs over
stenhællen, så det sang i ham. Han blev liggende stillt, gav et dypt
støn fra sig, og lot øjnene synke i; Torbjørn rettet sig og så op;
hans øjne fallt like på bruden, der stod ubevægelig og så på.
„Tag noget og læg op under hodet på ham,“ sa hun, vændte sig
om og gik in.
To gamle koner gik forbi; den ene sa til den andre:
„Herregud, der ligger en igjæn; hvem er nu dette?“ En mann svarte:
„Han Knut Nordhaug.“ Da sa den andre kone: „Så kanske det
liver på slagsmålene herefterdags. De måtte da også ha annet
at bruke sine kræfter til.“ — „Der sa du et sant ord, Randi,“
mente hin. „ Vorherre hjælpe dem så langt frem, at de kan se
forbi hværandre og hen til noget mere.“
Dette fallt Torbjørn underlig på sinnet; han hadde ikke sagt
et ord, men stod der ænnu, og så på dem som steike med Knut;
— flere talte til ham, men han svarte ikke. Han vændte sig fra
dem, og fallt i tanker. Synnøve kom frem i dem, og han blev
Liver på = blir mindre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
