Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 311
stuen, stod der og så uavbrutt på doktorens ansigt, gik, da han
gik, hjalp ham op i karjolen, og tok til huen, da doktoren sa at
han kom igjæn dagen efter. Så vændte han sig mot konen, som
hadde fulgt med: „Når den mann ikke taler, er det farligt.“
Hans munn bævret, han slog den ene fot omkring den andre, og
gik bortover marken. Ingen visste hvor han blev av; ti han
kom ikke hjæm den kvæll, heller ikke om natten, men først den
næste morgen, og da syntes han så mørk, at ingen turde spørge
ham om noget. Selv sa han: „Nu?“ — „Han har sovet,“ svarte
Ingrid; „men han er så magtesløs, at han ikke kan løfte en hånd.“
Faren vilde in for at se til ham, men vændte, da han kom til
døren.
Doktoren var der, likesom dagen efter og flere dager i følge;
Torbjørn kunde tale, men fik ikke lov til at røre sig. Ingrid sat
som oftest hos ham, også moren og hans mindre bror; men han
spurte dem ikke om noget, og de ikke ham. Faren var aldrig
inne. Dette så de at den syke la mærke til; hvær gang døren
gik op, blev han opmærksom, og de trodde det måtte være, fordi
han væntet faren. Tilsist spurte Ingrid ham, om han ikke gjærne
vilde se flere av dem. „Å, de vil vel ikke se mig,“ svarte han.
Dette blev sagt Sæmund, som ingenting svarte straks; men den
dag var han borte, da doktoren kom. Så snart doktoren kom et
stykke på landevejen, traf han Sæmund, der sat på vejkanten og
væntet ham. Efter at ha hilst på ham spurte Sæmund om sin
søn. „Han er ille medfaren,“ var det korte svar. „Står han
sig?“ spurte Sæmund, og rettet på hæstens sadelgjord.— „Takk,
den sitter nokså godt,“ sa doktoren. — „Den var ikke stram nok,“
svarte Sæmund. Der opstod nu en liten stillhed, hvori doktoren
så på ham; men Sæmund arbejdet ivrig med grejerne, og så ikke
op. „Du spurte om han stod sig; jeg tror nok det,“ sa doktoren
langsomt. Sæmund så raskt op. „Er det til liv?“ spurte han.
„Det har det været i flere dager,“ svarte doktoren. Da piplet der
nogen tårer frem i øjnene på Sæmund; han søkte at ta dem væk,
men de kom igjæn. „Det er også en skam, slik jeg holder av
den gutten,“ hikket han; „men ser du, dokter: stautere kar har
der ikke været i præstegjællet!“ — Doktoren blev rørt: „Hvorfor
har du ikke før villet vite noget?“ — Jeg har ikke været god for
at høre det,“ svarte Sæmund, og hadde ænnu et stræv med
gråten, som han ikke kunde true ned; „og så var det disse
kvinnfolk,“ fortsatte han, „de så hvær gang efter, om jeg spurte, og da
kunde jeg det ikke.“ Doktoren gav ham tid til at komme sig, og
da så Sæmund fast på ham. „Får han helsen sin igjæn?“ spurte
han pludselig. — „På en vis; ellers kan slikt ænnu ikke siges
med sikkerhed.“ Da blev Sæmund rolig og eftertænksom. „På
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
