Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312 SYNNØVE SOLBAKKEN
en vis,ft mumlet han. Han stod og så ned, doktoren vilde ikke
forstyrre ham, fordi der var noget ved den mann som forbød det.
Pludselig løftet Sæmund hodet i vejret: „Takk for underretningen,“
sa han, rakte hånden frem, og gik tilbake.
Pa samme tid sat Ingrid hos den syke. „Er du god til at høre
på, så skal jeg fortælle dig noget om far,“ sa hun. „Fortæl,“
sa han. „Jo, den første kvællen doktoren hadde været her,
kom far væk, og ingen visste hvor han var. Men da hadde han
været over i bryllupsgården, og der var alt folk blet ille ved,
da han kom. Han hadde sat sig ned blant dem og drukket, og
brudgommen har fortalt, at han trodde han kom halvt på en kant.
Da først begynte han at spørge efter slagsmålet og lik nøjagtig
besked, om hvorledes det var gåt til. Knut kom til; far vilde han
skulde fortælle, og gik ut på gården til stedet hvor I hadde
drages. Alt folk fulgte. Knut fortalte da om hvorledes du hadde
faret med ham, efter at du hadde lamslåt hans hånd; men da
Knut ikke vilde fortælle mere, rejste far sig, og spurte om det var
således det siden gik til — og i det samme tok han Knut over
bringen, lettet ham og la ham ned på den stenhællen som ænnu
bar blod efter dig. Han holdt ham ned med sin venstre hånd, og
trak sin kniv op med den højre; Knut skiftet farve, og alle
gjæster tidde. Da var der folk som så far gråte, men han gjorde ikke
Knut noget. Knut selv rørte sig ikke. Far rejste så Knut op
igjæn, men la ham en stund efter atter ned; „det er tungt at slippe
dig,“ sa han, og stod og stirret på ham mens han holdt ham.
To gamle koner gik forbi, og av dem sa den ene: „Husk nu
vel på barnene dine, du Sæmund Granlien!“ De fortæller at
far straks slap Knut, og at han en stund efter var borte av
gården; men Knut drog sig husimellem væk fra brylluppet, og kom
ikke dit mere.
Næppe var Ingrid færdig med denne fortælling, før døren
åpnedes, én så in, og det var faren. Hun gik straks ut, og Sæmund
kom in. Hvad de to talte om, fik ingen vite; moren, som stod
opefter døren for at lye, trodde dog en gang at ha fanget at de
talte om hvorvidt han kunde få helsen sin igjæn eller ej. Men
hun var ikke viss på det, vilde heller ikke gå in, så længe
Sæmund var der. Da Sæmund kom ut, var han meget blid og litt
rød i øjnene. „Vi beholder ham nok,“ sa han i forbigående til
Ingebjørg; „men Vorherre vet, om han mere får helsen sin igjæn.“
Ingebjørg begynte at gråte, og fulgte mannen ut; på
stabburstrappen satte de sig ned ved siden av hværandre, og mangt blev nu
talt mellem de to.
Men da Ingrid sagte kom in igjæn til Torbjørn, lå han med
en liten seddel i den ene hånd, og sa rolig og langsomt: „Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
