Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 315
hadde ikke drømt om henne for ingenting. Karen, så het moren,
var, som før sagt, liten og spinkel av vækst, hadde lyst hår og
blå øjne, som gik snare i hodet. Hun smilte litt, når hun talte,
men det var blot når hun talte med fremmedfolk. Hennes ansigt
var nu blet noget skarpt, hun var rask i sine bevægelser, og hadde
altid travelt. — Synnøve takket henne for gaverne, tok op låget,
og så efter hvad det var. — „Å ja, gjør det en annen gang,rt
sa moren; „jeg la mærke til, at kopperne dine ikke var vasket
ænnu; det må du passe på at gjøre, barnet mit, før du tar hvile.“
— „Ja, det var også bare idag.“ — „Kom nu, så får jeg hjælpe dig,
siden jeg allikevel er her,“ sa moren, og skjørtet sig op. „Du må
vænne dig til orden, enten du går under øjnene mine eller ej.“
Hun gik foran mot mælkesvalen, og Synnøve langsomt efter.
Der tok de ut og vasket op; moren så efter deres stell og fant
det ikke ille, gav idelig anvisning og hjalp til at feje rent, og
således gik en time eller to med. Hun hadde under arbejdet
fortalt henne om hvad de drev med hjæmme, og om hvor travelt
hun hadde det nu, før hun fik faren i vej. Så spurte hun efter,
om Synnøve husket at læse Guds ord, før hun la sig om kvællen;
„for det må ikke glæmmes,“ mente hun, „ ellers går arbejdet
dårlig den næste dag.“
Så snart de nu var færdige, gik de ut på vollen, og satte sig
der for at vænte kjørne. Og som de nu vel hadde sat sig, spurte
moren efter Ingrid, nemlig om hun ikke snart kom til støls igjæn.
Synnøve visste ikke mere derom æn moren. „Ja, slik kan folk
fare“ sa moren, og Synnøve forstod nok, at det ikke var Ingrid
hun mente; hun vilde gjærne ha bøjd det væk, men hun hadde
ikke mot til det. „Den som aldrig har Vorherre i hjærtet, han
finnes somme tider, når han minst vænter det,“ sa moren.
Synnøve sa ikke et ord. „Nej, det har jeg altid sagt: den gutten blir
der ingenting av. — Æn at fare slik, fy!“ — De sat begge på
huk og så nedover; men de så ikke på hværandre. „Har du
hørt hvorledes det står til med ham?“ spurte moren og så kort
hen på henne. — „Nej,“ svarte Synnøve. — „Det skal være
dårligt med ham,“ sa moren. Synnøve begynte at bli trang for
brystet. „Er det da farligt?“ spurte hun. „Å det var nu
knivstikket i siden; — ja han fik nok slemme slag også.“ Synnøve
følte hun blev blussende rød; straks vændte hun sig mere bort,
forat moren ikke skulde få se henne. „Ja det har vel ikke noget
videre på sig at sige?“ spurte hun så rolig som hun var god til;
men moren hadde lagt mærke til at hennes bryst gik stærkt, og
derfor svarte hun: „Å nej, ikke det heller.“ Da begynte
Synnøve at ane, her måtte være noget meget galt på færde. „Han
ligger?“ spurte hun. — „Ja kors, han ligger . . . Det er synd på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
