Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 319
ker; de siste tårer rant sagte ned over kinnerne, men ingen ny
kom efter, hun foldet hænderne, men rørte sig ellers ikke: det
var som hun sat og tok en stor beslutning. Rejste hun sig da
pludselig med et smil, lutet sig ned over Ingrid og gav henne en
varm, lang kyss. „Er han helseløs, så skal jeg pleje ham. Nu
taler jeg til mine forældre!“
Dette rørte Ingrid meget; men før hun kom til at sige noget,
følte hun sin hånd grepet: „Farvel, Ingrid! Nu vil jeg gå opover
alene.“ — Og hun vændte sig meget hurtig.
„Det var den seddelen,“ hvisket Ingrid efter henne.
„Seddelen?“ spurte Synnøve. Ingrid var allerede oppe, lette den frem
og gik hen til henne med den; men idet hun med sin venstre
hånd puttet den in på hennes barm, slog hun sin højre omkring
hennes hals og gav henne nu kyssen igjæn mens Synnøve følte
hennes tårer falle varme og store på sit ansigt. Så skjøv Ingrid
henne sagte ut av døren og lukket den i; for hun hadde ikke mot
til at se resten.
Synnøve gik sagte ned ad trappen på sine hosesokker; men da
tankerne var henne for mange, kom hun uforvarende til at gjøre
støj, blev rædd, hoppet ut av gangen, grep skoene og ilte med
dem i hånden forbi husene, over markerne og like bort til
grinden; der stanset hun og trak dem på, begynte at gå opover og
skyndte sig, fordi blodet var kommet i fart. Hun gik og småsang
og skynte altid mere og mere på, så hun tilsist blev træt og måtte
sætte sig. Så husket hun seddelen ....
Da buhunden gjorde støj den næste morgen, gutterne vågnet,
og kjørne skulde mælkes og slippes, var Synnøve ænnu ikke
kommet.
Som gutterne stod og undret sig på hvor hun kunde være, og
fant ut at hun ikke hadde ligget hele natten, kom Synnøve.
Hun var meget blek og stille. Uten at sige et ord gav hun sig
til at lage mat for gutterne, la niste ned, og hjalp siden med at
mælke.
Tåken trykket ænnu de lavt liggende åser, lynget glittret av dugg
henover den brunrøde hej, det var litt koldt, og når hunden gjødde,
svarte det rundt omkring. Buskapen blev sluppet; den rautet mot
den friske luft, og ko på ko tok avsted ut over råken; men der
fremme sat alt hunden, tok mot dem og møtte for dem, til alle
var sluppet, hvorpå også han slap dem frem; klokkelyden dirret
henad åsen, hunden gjødde, så det skar igjænnem, gutterne prøvde
hvem som kunde hauke stærkest. Fra al denne larm gik Synnøve
bort og ned til det sted på stølen hvor Ingrid og hun plejde at sitte.
Hun gråt ikke, sat stille og stirret, og mærket av og til hin iltre
støj, som nu fjærnet sig og fløt bedre sammen, jo længer bort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
