Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
320 SYNNØVE SOLBAKKEN
den kom. Under dette begynte hun at smånynne, derpå at synge
litt højere, og så med klar, høj stemme følgende sang. Hun hadde
laget den om efter en annen, som hun hadde kunnet, fra hun
var barn.
Nu takk for alt, ifra vi var små
og lekte sammen i skog og lage’.
Jeg tænkte, leken den skulde gå
op i de grånende dage.
Jeg tænkte, leken den skulde gå
ut fra de løvede, lyse birke,
dit frem hvor Solbakkehuse stå,
og til den rødmalte kirke.
Jeg sat og væntet så mangen kvæll
og så dit bort under granehejen;
men skygget gjorde det mørke fjæll,
og du, du fant ikke vejen.
Jeg sat og væntet og tænkte tit:
når dagen lider, han vejen vover.
Og lyset sluktes og brænte litt,
og dagen kom og gik over.
Det stakkars øjet er blevet vant,
det kan så sent med at vænde synet;
det kjænner slet ingen annen kant,
og brænner sårt under brynet.
De nævner sted, der jeg trøst kan få;
det er i kirken bak Fagerliden;
men bed mig ikke om dit at gå, —
han sitter like ved siden.
— Men godt, så vet jeg dog hvem det var,
som lagde gårdene mot hværandre,
og vej for synet i skogen skar
og gav det lov til at vandre.
Men godt, så vet jeg dog hvem det var,
som satte stoler til kirkebor’et,
og gjorde, at de går par om par
fremover like mot koret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
