Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 325
Torbjørn så ikke tilbake; men moren sa: ,Ja, det er det også
.... men jeg ser ikke ... jo, der langt bak.“ Enten fordi
Granlifolket herefter gik fortere, eller fordi Solbakkefolket
sagtnet på sig, blev der større og større avstand mellem dem,
tilsist så man næppe hværandre. Det lot til at bli folksomt ved
kirken; den lange bygdevej var sort av folk, gående, kjørende og
ridende; hæstene var vælige nu i høsttiden og lite vante til at
være sammen med flere, hvorfor der var et knægg og en uro
over dem, som gjorde farten farefull, men meget livlig.
Jo nærmere de kom kirken, des større støj stod der av hæstene,
idet hvær som kom skrek op til dem, som alt stod bundne, og
disse slet i tjoret, trampet om på bakbenene og hvinte nedover
mot de nykomne. Alle bygdens hunder som uken lang hadde
sittet og hørt på hværandre, og småskjændtes og ægget hværandre,
møttes nu her ved kirken og røk like ihop i det voldsomste
slagsmål, parvis og i stærke klumper, ut over al mark. Folket stod
stille langs kirkemuren og husene, førte en hviskende samtale, og
så blot til hværandre fra siden av. Vejen som førte forbi muren,
var ikke bred, husene lå tæt til på den andre siden, og nu stod
kvinnfolkene gjærne langs med muren, mannfolkene midt imot dem
langs husene. Først senere våget de at gå over til hværandre,
og om kjæntfolk så hværandre på avstand, lot de som de ikke
kjæntes, før denne tid kom; — det kunde da være at de stod så
like i vejen for hværandre, når den ene part kom, at de ikke
kunde undgå hilsingen; men da skedde den med halvt bortvændt
ansigt og knappe ord, hvorpå de gjærne drog sig til hvær sin
kant. Da Granlifolket nådde frem, blev der næsten mere stille
æn før; Sæmund hadde ikke mange at hilse, hvorfor det gik ret
fort frem over rækken; kvinnfolkene derimot hægtet sig straks
fast, og blev stående blant de forreste. Dette gjorde at
mannfolkene, da de skulde til at gå in i kirken, måtte fremover igjæn
efter kvinnfolkene; i det samme kom tre vogner i række,
vold-sommere æn nogen foregående, og stanset æn ikke farten, idet de
bøjde in imellem folkene. Sæmund og Torbjørn, som nær var
blet overkjørt, så op på samme tid; i den første vogn sat Knut
Nordhaug og en gammel mann, i den andre hans søster og hennes
husbond, i den tredje føderådsfolket. Far og søn så på
hværandre; Sæmund forandret ikke et drag, Torbjørn var meget blek;
de lot begge blikket slippe og glide like ut; der møtte de
Solbakkefolket, som nætop hadde stanset like overfor dem for at
hilse på Ingebjørg og Ingrid Granlien. Vognene var kommet
imellem, samtalen var stivnet, øjnene hang ænnu ved de
bort-farende, og det var en tid før de kunde ta dem til sig igjæn.
Som de da nogen og hvær begynte at komme sig efter over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
