Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326 SYNNØVE SOLBAKKEN
raskelsen, og lot øjet strejfe for at søke en overgang, møtte de
Torbjørn og Sæmund der stod og stirret. Guttorm Solbakken
bøjde bort, men konen så straks efter Torbjørns øjne; Synnøve,
som nok hadde fåt disse, vændte sig mot Ingrid Granlien og
tok henne i hånden som for at hilse på henne, skjønt hun hadde
gjort det en gang før. Men alle følte de på én gang, at deres
tjenestefolk og kjænninger, alle som én, iagttok dem, og nu gik
Sæmund selv bent over og tok med bortvændt ansigt Guttorm i
hånden: „Takk for sist!“ — „Selv takk for sist.“ Likeså konen:
„Takk for sist!“ — „Selv takk for sist!“ men heller ikke hun så
op. Torbjørn gik efter og gjorde som faren; denne kom nu til
Synnøve, som var den første han så på. Hun så også op på ham
og glæmte at sige „Takk for sist.“ Torbjørn kom i det samme;
han sa intet, hun intet, de tok hværandre i hånden, men løst,
ingen fik øjnene op, ingen kunde flytte en fot væk. — „Det blir
bestemt et velsignet vejr idag,“ sa Karen Solbakken og lot blikket
med hast gå fra den ene til den annen. Sæmund var den, som
svarte: „Å ja; denne vinden driver skylagene væk.“ — „Godt for
kornet, som står og trænger tørke,“ sa Ingebjørg Granlien og
begynte at børste av Sæmund bak på trøjen, væntelig fordi hun
trodde han var støvet. — „Vorherre har git os et godt år; men
det kan være uvisst, om altsammen vil i hus,“ sa Karen
Solbakken igjæn, og så hen til de to som ænnu ikke hadde flyttet
sig siden sist. „Det kommer an på folkemagten,“ sa Sæmund og
vændte sig mot henne, så at hun ikke godt kunde se dit hun vilde.
Jeg har tit tænkt, at et par gårder kunde lægge sin magt ihop;
da gik det visst bedre.“ „Det kan være slik de vil bruke tørken
på én gang,“ sa Karen Solbakken og tok et skridt til siden.
„Ja visst,“ sa Ingebjørg og stillet sig tæt ved mannen, således at
Karen heller ikke nu fik se dit hun vilde; „men somme steder
er der tidligere modent æn på andre; Solbakken er ofte over
fjortendagene foran os.“ „Ja da kunde vi jo godt hjælpes,“ sa
Guttorm langsomt og trådte et skridt nærmere. Karen så til ham
i hast. „ Ellers er der mange omstændigheder som kan komme
i vejen,“ føjde han til. „Det er det,“ sa Karen og flyttet ett
skridt til den ene side, ett skridt til den annen og nok ett, men
så atter tilbake. — „Å — ja; der er ofte meget i vejen for en,“
sa Sæmund; det var ikke frit at munnen trak op til et smil. —
„Vel er det så,“ sa Guttorm; men konen skjøt in:
„Menneske-magten rækker ikke langt; Guds er den største, skulde jeg tro,
og det kommer an på ham.“ „Han skulde da vel ikke ha
synderlig imot, at vi hjalp hværandre med inhøstningen på
Granlien og Solbakken?“ „Nej,“ mente Guttorm; „det kan han
da ikke ha imot,“ og han så alvorlig hen til konen. Denne vændte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
