Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 327
samtalen. „Her er mange folk ved kirken idag,“ sa hun; „det
gjør godt at se dem søke Guds hus.“ Ingen syntes at ville svare;
da sa Guttorm: „Jeg tror nok det monner med gudsfrygten; der
er flere ved kirken nu æn i min ungdom.“ „Å ja; — folket
økes,“ sa Sæmund. „Der er vel dem iblant, kanske
størsteparten med, som blot driver hitover av vane,“ sa Karen
Solbakken. „Kanske de yngre,“ mente Ingebjørg. „De yngre vil
gjærne træffe hværandre,“ sa Sæmund.–––-„Har I hørt, at
præsten vil søke sig væk?“ sa Karen og vændte samtalen annen
gang. „Det var slemt,“ sa Ingebjørg; „han har både døpt og
konfirmeret alle barnene mine.“ „Du vilde vel også, han skulde
gifte dem først?u sa Sæmund, og tygget væk på en flis som han
hadde funnet sig. Jeg undrer mig paa, om det ikke snart
skulde være kirketid,“ sa Karen og så hen til ingangen. „Ja,
det er nok hett herute idag,“ sa Sæmund som før. — „Kom nu,
Synnøve, så skal vi gå in.“ — Synnøve for sammen og vændte
sig; ti hun hadde nok talt med Torbjørn. „Vil du ikke vænte,
til klokken ringer?“ sa Ingrid Granlien og skottet hen til
Synnøve; „så går vi allesammen,“ la Ingebjørg til. Synnøve visste
ikke hvad hun skulde svare. Sæmund så bakover til henne.
„Vænter du, så ringer det snart — for dig,“ sa han. Synnøve
blev meget rød, moren så hvasst op til ham. Men han smilte til
henne. „Det blir nu som Vorherre vil; var det ikke så, du sa
nyss?“ Og han ruslet i forvejen bortover mot kirken, de andre efter.
Ved kirkedøren var der trængsel, og da de skulde se til, var
den ikke oppe. Nætop som de gik nærmere for at spørge om
årsaken, blev den åpnet, og folk gik in; men nogle gik også
tilbake, hvorved de kommende blev adskilt. Op til væggen stod to
i samtale, den ene høj og svær, med lyst, men stridt hår, but
næse, og det var Knut Nordhaug, som da han så Granlifolket
komme stanset talen, blev litt underlig, men stod allikevel.
Sæmund skulde nu gå like forbi ham og lånte ham et par øjne i
det samme, men Knut slog heller ikke sine ned, skjønt de ikke
så sikkert. Nu kom Synnøve, og straks hun så uvæntet fik Knut
at se, blev hun likblek. Da slog Knut øjet ned, løftet sig op fra
væggen for at gå. Han hadde kun gjort et par skridt, da så han
fire ansigter rettet på sig, det var Guttorms, konens, Ingrids og
Torbjørns. Ret som han var ør, gik han like på dem, så han,
uten selv at vite det, snart stod ansigt til ansigt med Torbjørn
selv; det lot som han vilde drage sig til siden straks; men flere
folk var kommet til, og det kunde ikke gjøres så let. Dette hændte
like på stenhellen som ligger utenfor Fagerlid-kirken; oppe på
tærskelen til våbenhuset var Synnøve stanset, og Sæmund længer
inne; de kunde, da de stod højere, tydelig sees av alle utenfor — og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
