Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 329
da barnene avla løftet, og allesammen var så sikkre på at holde
det. Han så ikke en eneste gang over til kvinnfolkstolen; men
efter ændt tjeneste gik han hen til Ingrid og hvisket noget til
henne, hvorpå han skyndsomt trængte sig frem og ut, og somme
vilde vite at han var tat op over lien og til skogs istedenfor henad
landevejen; men de var ikke viss på det. Sæmund lette efter
ham — opgav det dog, da han så at Ingrid også var borte. Han
lette siden efter Solbakkefolket, disse for rundt al gården og spurte
efter Synnøve, som ingen hadde set likt til. De drog da
hjæmover, hvær for sig, og uten sine barn.
Men langt fremme i vejen var både Synnøve og Ingrid. Jeg
angrer næsten jeg gik med,“ sa den første. — „Det er ikke længer
farligt nu, når far vet om det,“ sa den andre. — „Men han er da
ikke min far,“ sa Synnøve. „Hvem vet?“ svarte Ingrid — og så
sa de ikke mere om den ting. — „Det var nok her vi skulde bie,“
mente Ingrid, da vejen hadde gjort en stor krok på sig, og de
stod i en tæt skog. „Han har en lang omvej,“ sa Synnøve.
„Alt kommen!“ fallt Torbjørn in — han rejste sig op bak en
stor sten.
Han hadde færdig i hodet alt det han vilde sige, og det var
ikke lite. Men idag skulde det ikke gå trått, for far hans visste
om det og vilde det, hvad han syntes at være viss på efter det
som hadde hændt ved kirken. Slik som han også selv hadde
længtes den hele sommer, skulde han nok nu bli dygtigere til at
tale med henne æn han før hadde været. „Det er best vi går
skogvejen,“ sa han; „den fører snarere frem.“ Jænterne sa
ingenting, men fulgte. Torbjørn tænkte at tale til Synnøve, men først
vilde han vænte, til de kom den bakken opover, siden til de var
over den myren; men da de vel var over, tænkte han det var
best at begynne, når han var kommet in i den skogen der længer
fremme. Ingrid, som vel syntes det gik noget langsomt med dem,
begynte at sagtne gangen, og gled mere og mere tilbake til hun
næsten ikke var synlig. Synnøve lot som hun ikke mærket det,
men begynte at plukke et og annet bær, som stod fremme i
vejkanten.
Det var da underligt jeg ikke skulde få målet for mig, tænkte
Torbjørn, og så sa han: „Det blev allikevel vakkert vejr idag.“
— „Det blev det,“ svarte Synnøve. Og så bar det et stykke
fremover igjæn; hun plukket bær, og han gik der. — „Det var snillt
du vilde følge,“ sa han; men herpå svarte hun ikke. — „Det har
været en lang sommer,“ sa han; men herpå svarte hun heller
ikke. — Nej, så længe vi går, tænkte Torbjørn, kommer vi aldrig
til at snakkes ved; „jeg tror vi gjør best i at vænte litt på Ingrid,“
sa han. Ja, lad os det,“ svarte Synnøve og stod; her var der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
