Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346 ARNE
Ut på våren sat han og Margit længer æn sædvanlig og
samtalte efter kvællsmaten. Gutten blev da jaget til sengs. Et stykke
hen på våren blev der lyst for dem i kirken, og siden blev de
gift i al stillhed.
Han arbejdet med på marken, og ordnet alt forstandig og med
rolighed. Margit sa til gutten: „Der er både nytte og glæde i
ham. Nu må du være lydig og snill, at du kan gjøre dit beste
for ham.“
Margit hadde altid holdt sig litt førlig midt i sin sorg; hun var
rødlig i ansigtet og hadde ret store øjne, som så æn større ut
derved, at der lå en ring om dem. Hun hadde tykke læber,
rundladent ansigt, og så frisk og stærk ut, skjønt hun ikke hadde
store kræfter. I denne tid så hun bedre ut æn nogensinde og
sang bestandig, som hennes vis var når hun arbejdet.
Så var det en søndag eftermiddag far og søn gik ut for at se,
hvorledes det artet sig det år på marken. Arne for rundt om
faren og skjøt med pil og bue; Nils hadde selv laget dem for
gutten. Således bar det opover like mot vejen, som førte fra
kirken og præstegården ned i den såkallte bredebygd. Nils satte
sig på en sten ved vejkanten og fallt i tanker, gutten skjøt henad
vejen og sprang efter pilen; det var i retning mot kirken. „Ikke
for langt bort,“ sa faren. Som gutten best for der, stanste han,
som han lydde. „Far, jeg hører det spille.“ Denne lydde med;
de hørte felespil, somme tider la rop og vill støj sig over, men
durende opunder gik bestandig vognrammel og hovslag; det var
et brudefølge som vændte hjæm fra kirke. „Kom hit, gut!“ ropte
faren, og Arne hørte på tonen at han måtte springe. Faren hadde
skyndsomt rejst sig og gjæmte sig bak et stort træ; gutten efter;
— „ikke hit, men dit!“ — gutten bak et orekjærr ... Allerede
bøjde vognrækken om bjørkeskogen, de kom i rasende trav,
hæstene var hvite av skum, fulle folk skrek og hujet; far og søn
talte vogn for vogn; der var i alt fjorten. I den første sat to
spillemænn, og brudeslåtten klang gjænnem tørvejret; en gut stod
bakpå og kjørte. Efter kom en kronebrud, der sat høj og skinte
i solen; hun smilte, og, munnen drog sig til den ene side; hos
henne sat en blåklædd mann med et blidt ansigt. Følget kom
efter, mænnene sat i kvinnernes fang, bakpå sat smågutter, fulle
folk kjørte — seks på én hæst; kjøgemesteren kom i siste vogn og
holdt et brænnevinsanker i fanget. De drog forbi med rop og
sang, for framstupes nedad bakken; felespillet, skriket,
vognrammelen stod op efter dem i tåken, luftdraget bar et enkelt skrik
op, snart bare dump dur, og så intet. Nils stod ænnu
ubevægelig; det raslet bak ham, han vændte sig: det var gutten som
krøp frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
