Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sige nej til det jeg ber om,“ var det første han kunde sige. —
„Det vet du jeg ikke gjør,“ svarte hun. Han forsøkte at stanse
gråten, og så fremstammet han med hodet i hennes fang: „Mor
— syng noget for mig!“ — „Kjære, jeg kan jo ikke,“ sa hun
sagte. „Mor, syng noget for mig,“ bad gutten, „eller jeg tror
aldrig jeg er god til at se på dig mere.“ Hun strøk på hans hår,
men tidde. „Mor, syng, syng, hører du! Syng!“ tigget han, „eller
jeg går så langt bort, at jeg aldrig mere kommer hjæm igjæn.“
Og mens han nu, fjorten i sit femtende år som han var, lå der
med hodet i morens fang, satte hun sig til at synge over ham:
Herre, tag i din stærke hånd
barnet, som leker ved stranden!
Send du din værdige helligånd,
at det kan leke selvannen.
Vandet er dypt, og bunden glatt;
Herre, får han først i armen fat,
drukner det ikke, men lever,
til du det nåde-rik hæver.
Moderen sitter i tunge savn,
vet ikke, hvor det farer,
ganger for døren, roper dets navn,
hører slet ikke, det svarer.
Tænker som så: Hvor æn det er,
han og du er det altid nær;
Jesus, dets lille broder,
følger det hjæm til moder.
Hun sang flere vers; Arne lå stille; der fallt velsignet fred på
ham, og under denne følte han at han blev vederkvægende træt.
Det siste han tydelig hørte, var om Jesus; det flyttet med ham
in i meget lys, og her var det som om tolv, tretten sang; men
morens stemme hørte han over dem alle. Vakkrere mål hadde
han aldrig hørt, han bad om at få synge så. Det tyktes ham, at
kunde han synge rigtig sagte, så fant han det, og nu sang han
sagte, op igjæn og sagte, og ænnu mere sagte, og det begynte
næsten at bli livsaligt, da han glad herover straks tok i med
stærk stemme, og borte var det. Han vågnet, så og hørte sig
omkring, men fornam intet uten den evige, stærke fossedur, og
lier tillike den lille elvebæk som gik tæt om låven med sagte og
bestandig støj. Moren var borte; hun hadde lagt under hans hode
den halvferdige skjorte og sin trøje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
