- Project Runeberg -  Samlede værker / Første bind /
354

(1910-1911) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjærde kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

om der han stod.“ — — „Så har Vorherre selv været her,“ sa
hun stille, satte sig på huk og stirret.

Nils lå ganske som før, stiv, med åpne øjne og munn.
Hænderne hadde nærmet sig, som vilde de sammen men hadde
ikke været istand dertil. „Tag i far din, du som er stærk, og
hjælp mig at han kan ligge i sengen.“ Og de tok i og la ham;
hun lukket hans øjne og munn, strakte ham og foldet hans
hænder.

De stod da begge og så på ham. Alt de hadde levet til da, var
ikke så langt og rummet ikke så meget som denne stund. Hadde
djævelen selv været her, så hadde Vorherre også; møtet hadde
været kort. Alt foregående var nu avgjort.

Det var litt over midnat, og de skulde være der med den døde
til dagen kom. Arne gik hen og gjorde stor ild på gruen, moren
satte sig ved. Og som hun nu sat der, rant det henne i hug hvor
mangen ond dag hun hadde hat med Nils, og da takket hun Gud
i en brænnende, højlydt bøn for hvad han hadde gjort. „Men
jeg har ret hat nogen gode dager også,“ sa hun og gråt, som angret
hun hvad hun nyss hadde takket for, og det ændte med at hun
tok den største skyll på sig selv, som hadde handlet mot Guds
bud av kjærlighed til den døde, været ulydig mot sin mor, og
derfor fåt straffen nætop av denne sin syndefulle kjærlighed.

Arne satte sig like overfor henne. Moren så dit bort til sengen:
— „Arne, du må huske, det er for din skyll jeg har tålt
altsammen,“ og hun gråt, trængende om et kjært ord for at få støtte
mot sin selvanklage og trøst i al kommende tid. Gutten skalv og
kunde ikke svare. „Du må aldrig forlate mig,“ hulket hun. — Da
sprang det op for ham, hvad hun i al denne jammerens tid hadde
været, og hvor grænseløs forlatt hun vilde sitte, om han til løn
for hennes store troskap nu forlot henne. „Aldrig, aldrig!“ hvisket
han, vilde bort til henne, men var ikke god for. De blev sittende
i stærk, sammenflytende gråt. Hun bad højt, nu for den døde,
nu for sig og gutten, og de gråt, og hun bad igjæn, og de gråt.
Da sa hun: „Arne, du har slikt et vakkert mål, du må sætte dig
bort og synge for far din.“

Og det var som han straks fik hjælp dertil. Han rejste sig og
gik efter salmeboken, tændte sig en spik, og med spiken i den
ene hånd og salmeboken i den andre satte han sig bort ved
hodegjærdet, og sang med klar røst salme 127 av Kingo:

„Vreden din avvænd, Herre Gud, av nåde,
riset dit blodigt, som os over made
plager så ræddelig av en vredes brynde,
fordi vi synde.“

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 15:38:01 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0356.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free