Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 363
Jeg skulde ha sat mig til at gråte, så haugene blev til vand,
skulde jeg; men så siger jeg: „Hyss, hyss!“ og lægger mig til at
vugge. Og selv mine viser er fejge; for var de modige, så blev
de bedre. Jeg er rædd stærke tanker, rædd alt stærkt; kommer
jeg op i det, er det raseri, og raseri er fejghed. Jeg er klokere,
dygtigere, mere kyndig, æn jeg ser ut til; jeg er bedre æn jeg
snakker; men av fejghed tør jeg ikke være så som jeg er. Tvi!
brænnevin drak jeg av fejghed, vilde døve smærten! — Tvi! gjorde
ondt, drak allikevel, drak allikevel; drak min fars hjærteblod, og
ænda drak jeg! Min fejghed er nemlig uten al ænde; men det
fejgeste av alt er dog, at jeg kan sitte og sige mig alt dette selv.
... Dræpe mig? Pyt sa’n! Dertil er jeg for fejg. Og så tror
jeg på Gud — ja, jeg tror på Gud. Jeg vilde gjærne til ham; men
fejgheden holder mig fra ham. Stor flytning, og derfor kvier sig
et fejgt menneske. Men om jeg prøvde, sådan som jeg formår?
Almægtige! Om jeg prøvde? Måtte kurere mig, som mit
mælke-liv tålte det; ti der er ikke ben i mig længer, ej heller brusk,
bare noget flytende, skvalp! — Om jeg prøvde — med gode, milde
bøker, rædd de stærke —; med vakkre eventyr, sagn, alt det
som mildt er — og så en præken hvær søndag, og en bøn hvær
kvæll. Og ordentligt arbejde, så religionen fik åker; kan ikke så
i dovenskap. Om jeg prøvde; kjære, milde min barnegud, om
jeg prøvde!“
Men en åpnet låvedøren, for in over gulvet, likblek i ansigt;
skjønt sveden trillet nedad det, og det var moren. På den andre
dagen létte hun efter sin søn. Hun ropte hans navn, men stanset
ikke for at lye, bare ropte og for omkring, til han svarte borti
højstålet, hvor han lå. Da gav hun et højt skrik, hoppet i stålet
lettere æn en gut og lå over ham ...
„Arne, Arne, er du her! Så jeg fant dig dog; jeg har lett
siden igår; jeg har lett i hele nat! Stakkars, stakkars Arne, jeg
så de hadde gjort dig ondt! jeg vilde så gjærne ha talt til dig og
trøstet dig; men jeg tør jo aldrig tale til dig!–––-Arne, jeg så
du drak! O Gud, den almægtige! Lad mig aldrig oftere se det?“
— Det var længe før hun kunde sige mere. ,Jesus bevare
dig, mit barn, jeg så du drak! — Med ett var du kommet væk
for mig, drukken og sønderslåt av sorg som du var, og jeg løp
omkring i alle hus; jeg var langt ute i marken, jeg fant dig ikke;
jeg létte i hvært kjærr, jeg spurte alle folk, jeg var her også;
men du svarte mig ikke–––Arne, Arne, jeg gik langsmed elven
... men det syntes ikke nogensteds dypt nok — —“ hun knuget
sig in til ham.
„Da kom det så godt til brystet mit: du måtte jo være gåt
hjæm, og vejen gjorde jeg visst på et kvarter; jeg åpnet og søkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
