Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378 ARNE
gående med bærspann. Han plejde gjærne gjæmme sig, heller
æn træffe jænter, og det gjorde han nu også.
„Å nej, å nej! for alle de bær! Eli, Eli!“ — „Ja, kjære, jeg
ser dem!“ — „Men så gå ikke længer; her er mange spann!“
— >Jeg syntes det ruslet borti et kjærr!“ „Au! er du gal!“ og
jænterne for ihop med hænderne om hinannens liv. De stod
længe så stille, at de næppe drog pusten. „Det er visst
ingenting; lad os plukke!“ — „Ja, jeg tror visst vi plukker.“ — Og så
plukket de. — „Det var snillt av dig, Eli, at du kom over til
præstegården idag. — Har du så ingenting at fortælle mig?“ —
„Jeg har været hos gudfar.“–––-„Ja, du har fortalt mig det;
— men har du ikke noget om ham som du vet?“ — „A jo!“
— „Å, å! Eli, er det sant? skynd dig, fortæl!“ — „Han har været
der igjæn!“ — „Å snak?“ — „Jo visst; både far og mor lot, som
de ikke så det, men jeg gik op på loftet og gjæmte mig.“ —
„Mer, mer! Kom han så efter?“ — Jeg tror, far hadde sagt ham
hvor jeg var; han er nu altid så lej.“ — „Og så kom han? Sæt
dig, sæt dig, her hos mig! — Nu: så kom han?“ — „Ja, men
han sa ikke stort, for han var så blyg.“ — „Hvært ord’ hører du!
hvært ord!“ — „Er du rædd mig?“ sa’n. „Hvorfor skulde jeg
være rædd?“ sa jeg. „Du vet hvad det er, jeg vil dig,“ sa’n og
satte sig på kisten ved siden av mig.“ — „Ved siden av dig!“ —
„Og så tok han mig om livet.“ — „Om livet, er du gal!“ —
Jeg vilde da gjærne bli løs igjæn, men han vilde ikke slippe mig.
„Kjære Eli,“ sa’n —“ hun lo, og den annen lo også. — „Nu?
nu?“ — „Vil du være konen min?“ — „Ha, ha, ha!“ — „Ha,
ha, ha!“ — Og så begge to: „Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!“ —
Ændelig måtte også latteren ta en ænde, og ovenpå blev der
længe stillt; så spurte den første, men sagte: „Du — var det ikke
lejt han tok dig om livet?“ —
Enten svarte den annen ikke på dette, eller også var det så
sagte, at det ikke kunde høres; kanske det også bare var med et
smil. Om en stund spurte den første: „Sa ikke far din eller mor
din noget siden?“ — „Far gik op og så på mig, men jeg gjæmte
mig bestandig væk; for han lo, når han så mig.“ —„Men mor
din?“ — „Nej, hun sa ingenting; men hun var ikke så hård som
ellers.“ — „Ja, du gav ham vel avslag?“ — „Naturligvis.“ — Da
blev atter lang stillhed.
— „Du?“ — „Ja —?“ — „Tror du, der kommer nogen sådan
til mig?“ — „Ja, naturligvis!“ — „Er du gal! — A — i! — Du,
Eli! — Æn dersom han tok mig om livet?“ — Hun gjæmte hodet.
Der blev meget latter, siden hvisk og tisk.
Jænterne gik snart; de hadde hverken set Arne, øksen eller
trøjen, og glad var han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
