Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382 ARNE
og tok i med. Fra nu av talte de adskilligt; tilsist blev det især
han og Eli; faren la ord in. Men engang Arne hadde talt længe,
kom han til at se op; da møtte han moren, Birgit; hun hadde
sænket arbejdet, og sat og nidstirret på ham. Nu tok hun arbejdet
fat, men ved de første ord han atter sa, så hun op.
Det blev sengetid, og hvær gik til sit. Arne vilde mærke sig
den drøm han hadde hat første nat på et nyt sted; men der var
ingen mening i den. Han hadde hele dagen lite eller intet talt
med husbonden; men om natten var det kun om ham han drømte.
Det siste var at Bård sat og spilte kort med Nils skrædder.
Denne var såre vred og blek i ansigtet; men Bård smilte og drog
kortene over til sig.
Arne var der flere dager, hvori så godt som intet blev talt, men
meget arbejdet. Ikke alene de i dagligstuen tidde, men tjenerne,
husmænnene, selv kvinnfolkene. Der var en gammel hund på
gården, som gjødde hvær gang der kom fremmedfolk; men aldrig
kunde gårdfolket høre hunden gjø, før en sa: hyss! — og da gik
den knurrende hen og la sig igjæn. Hjæmme på Kampen var der
en stor fløj på huset, som vændte sig i vinden; her var der en
ænnu større fløj, som Arne måtte lægge mærke til fordi den ikke
vændte sig. Når nu vinden var strid, arbejdet fløjen for at komme
løs, og så længe så Arne på dette, til han måtte op på taket og
løse fløjen. Den var ikke fastfrosset, som han tænkte; men en
pinne var stukket ned, forat fløjen skulde stå; den tok Arne ut
og kastet ned; pinnen traf Bård som kom gående. Han så op.
„Hvad gjør du der?“ — Jeg løser fløjen.“ — „Gjør ikke det;
den skriker når den går.“ — Arne sat påskrævs over mønet:
„Det er da bedre æn at den tier stille.“ Bård så op på Arne,
og Arne ned på Bård; da smilte Bård: „Den som må skrike,
hvis han skal tale, gjør da vel bedre i at tie, vet jeg.“
Nu kan det være så, at et ord går igjæn, længe efter det er
sagt, og det helst når det er i det siste. Disse ord fulgte Arne,
der han i kulden krøp ned av taket, og de var ænnu med ham
da han om kvællen gik in i stuen. Der stod Eli i aftenskumringen
ved et vindu, og så utover isen som lå blank i månen. Han gik
til det annet vindu, og så utover som hun. Inne var det lunt og
stille, ute var det koldt; en skarp aftensno strøk gjænnem dalen
og rusket så vidt i trærne, at skyggerne som de kastet i
måneskinnet, ikke lå stille, men famlet og krøp omkring på sneen.
Borte på præstegården skar et lys hitover, åpnet og lukket sig,
tok mange kanter og farver, sådan som det altid synes når en
stirrer for længe derpå. Fjællet stod over, mørkt, med eventyr i
bunden, men månelys på de øvre sneflater. Himlen hadde stjærner
oppe og litt flattrende nordlys borte i det ene hjørne, men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
