Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 385
„nu må jeg sige det! Jo mor! I vil gifte mig med den stygge
mann, og jeg vil ikke. I stænger mig inne her, hvor jeg ikke er
glad oftere æn hvær gang jeg skal ut! Og I tar Matilde fra mig,
den eneste jeg holder av og stunder til i værden! Å Gud, hvad
skal der bli av mig, når Matilde ikke længer er her, — især nu
jeg har så meget, så meget jeg ikke kan rå med, når jeg ikke
får tale med nogen!“ — „Men du var jo sjældnere hos henne nu,“
sa Bård. — „Hvad gjorde det, når jeg hadde henne borte i
vinduet,“ svarte den syke og gråt så barnlig, at det var Arne som
han aldrig hadde hørt gråt før.“ — „Du kunde jo ikke se henne
der,“ sa Bård. — Jeg så jo gården,“ svarte hun, og moren la
iltert til: „Du skjønner ikke slikt, du.“ Så sa ikke Bård mere.
„Nu kan jeg aldrig komme til vinduet!“ sa Eli. „Jeg gik dit om
morgenen, når jeg stod op; om kvællen sat jeg der i måneskinnet,
°g )e§ gik dit når jeg ingen hadde at gå til. Matilde, Matilde!“
Hun vred sig i sengen og fik krampegråten på ny. Bård satte
sig bort på en krakk og så på henne.
Men det gik ikke så snart over med Eli, som de kanske hadde
tænkt. Mot kvællen så de først, at det blev til langvarig sygdom,
den hun visstnok i længre tid hadde samlet op, og Arne kalltes in
for at være med og bære henne op i det rum, som var hennes
eget. Hun sanset ikke, var meget blek og lå stille; moren satte
sig hos henne; faren stod nede ved sengen og så; siden gik han
ned til sit arbejde. Arne gjorde det samme; men den kvæll bad
han for henne, idet han la sig, bad at hun, så ung og vakker
som hun var, måtte få det godt i værden, og at ingen måtte
stænge glæden ute fra henne!
Dagen efter sat faren og moren sammen og taltes ved, da Arne
kom in; moren hadde grått. Arne spurte hvorledes det stod til;
begge væntet at den annen skulde svare, og derfor var det længe
før han fik svar; men ændelig sa faren: „Det står dårlig til.“ —
Senere fik Arne høre, at Eli hadde været fra sig den hele nat,
eller som faren sa: talt uvett. Nu lå hun i en stærk sott, kjænte
ingen, vilde ikke ta mat til sig, og forældrene sat just og rådslog,
om de skulde kalle doktor til. Da de senere gik op og var hos
den syke, og Arne sat igjæn, var det ham, som om deroppe var
livet og døden, begge to; men han sat utenfor.
Om nogen dager var hun dog bedre. Engang faren sat vakt, fik
hun det infall at ville ha Narrifass, den fugl som Matilde vilde
git henne, stående foran sengen. Da svarte Bård, hvad sant var,
at i al denne hurlumhej hadde folk glæmt fuglen, så den var sturtet.
Moren kom i det samme Bård fortalte dette, og hun skrek ænde
over sig i døren: „Å jøje mig, for et uvyrde du er, du Bård, at
du fortæller den syke jæntungen slikt! Se, der dåner hun bort
Bjørnson: Samlede værker. I. 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
