Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 ARNE
igjæn for os; Gud forlade dig din synd!“ Hvær gang den syke
vågnet, skrek hun på fuglen, mente det gik aldrig Matilde godt,
siden den var død, vilde til henne —og fallt i vanmagt på ny. Bård
stod der og så på dette intil det blev altfor galt; da vilde han
hjælpe også; men moren skjøt ham til side, og mente hun skulde
passe den syke alene. Da så Bård på dem begge to en lang
stund, satte derpå sin hue til rette med begge hænder, vændte sig
og gik.
Præsten og Præstefruen kom over senere hen; ti sygdommen
tok henne med ny magt, og blev så slem at de ikke visste, om
det stod til liv eller død.
Både præsten og Præstefruen talte Bård til rette, og mente han
var for hård mot barnet; de fik høre om hint med fuglen, og
præsten sa ham da rent ut at slikt var rått; han vilde selv ta
barnet over til sig, sa han, så snart hun blev så vidt, at hun kunde
føres; Præstefruen vilde tilslut ikke engang se ham, hun gråt og
sat hos den syke, fik doktoren fat, tok selv hans forskrifter, og
kom derover flere ganger hvær dag for at pleje henne derefter.
Bård gik ute på gården, fra det ene sted til det annet, men helst
således at han var for sig selv, stod ofte stille lange stunder, satte
så sin hue til rette med begge hænder og tok sig noget for.
Moren talte ikke til ham mere. De så næppe på hinannen.
Han kom op til den syke et par ganger på dag; da tok han
skoene av sig nedenfor trappen, la huen utenfor døren og åpnet
varlig. Straks han kom in, vændte Birgit sig, som hadde hun
ikke set ham, satte sig som før på huk med hodet i sin hånd, så
bort for sig og på den syke. Denne lå stille og blek uten at vite
av noget omkring sig. Bård stod en stund nede ved sengefoten,
så på dem begge to og sa intet. Engang den syke rørte sig, som
vilde hun vågne, listet han sig straks væk — så sagte som han var
kommet.
Ofte tænkte Arne på, at nu var der sagt ord mann og kone
imellem, samt forældre og barn imellem, som længe var båret
sammen og sent vilde glæmmes. Han længtes bort derifra, skjønt
han nok gjærne vilde vite først, hvorledes det gik med Eli. Men
dette kunde han altid få vite, tænkte han, gik derfor til Bård og
sa at han nok vilde hjæm; det arbejde hvortil han var kommet,
var færdigt. Bård sat ute på stabben, da Arne kom til ham og
sa dette. Han sat på huk og grov i sneen med en pinne; Arne
kjænte pinnen; ti det var den samme som hadde holdt fløjen fast.
Bård så ikke op; han sa: ,,Det er vel ikke godt at være her nu;
— men det er likesom jeg ikke vil du skal rejse.“ Og så sa ikke
Bård mere, ej heller Arne; han stod litt, gik så bort og tok sig
noget for, som var det avgjort at han skulde være.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
