Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 387
Senere, da Arne blev inkallt for at spise, sat Bård ænnu på
stabben. Da gik Arne bort til ham, og spurte hvorledes det idag
stod til med Eli. „Det er nok rent galt idag,“ sa Bård; Jeg ser
moren gråter.“ Det var som om nogen bød Arne sætte sig ned,
og han satte sig bent overfor ham på ænden av et omvæltet træ.
,Jeg har tænkt tit på far din i disse dager,“ sa Bård så uvæntet,
at Arne intet kunde svare. — „Du vet vel hvad som har været os
imellem?“ — Jeg vet det.“ — „Å ja; du vet bare det halve, som
vænteligt kan være, og lægger stor last på mig.“ Arne svarte om
en stund: „Du har vel opgjort den ting med din Gud, du, likeså
visst som nu far min har det.“ — „Å ja; det kan være som man
tar det til, det,“ svarte Bård. „Da jeg fant denne pinnen igjæn,
blev det mig så underligt, at du skulde komme hit og løse fløjen.
Likeså godt først som sist, tænkte jeg.“ Han hadde fåt huen av
sig og sat og så in i den.
Arne forstod ænnu ikke, at hermed mente han, at nu vilde han
tale med ham om hans far. Ja, han forstod det ænnu ikke, da
han begynte på det, så lite lignet dette Bård. Men hvad der var
gåt forut i hans sinn, mærket han efterhånden som fortællingen
skred frem, og hadde han før hat agtelse for denne tungvinte, men
grunnbra mann, så blev den ikke mindre efter dette.
„Jeg kunde vel være såpass som en fjorten år,“ sa Bård, idet
han — likesom av og til under hele sin fortælling — stanset, sa atter
nogen ord, men stanset, bestandig så at fortællingen fik et stærkt
præg av at bli vejet i hvært ord. ,Jeg kunde være såpass som en
fjorten år, da jeg lærte at kjænne far din, som var på samme
alder. Han var meget vill, og tålte ingen over sig. Og det var
dette han aldrig kunde glæmme mig, at jeg stod nummer én til
konfirmationen, og han stod nummer to. — Ofte bød han sig til
at ville drages med mig, men det blev aldrig til noget; væntelig var
ingen av os trygg på sig selv. — Men underligt er det, at h a n
sloss hvær dag, og ingen ulykke opkom derav; den ene gangen
jeg skulde til, gik det så galt som det kunde gå. .. Men det
forstår sig: jeg hadde også væntet længe.
Nils fløj efter alle jænter, og de efter ham. Der var bare én
jeg vilde ha, men den tok han fra mig på hvær dans, ved hvært
bryllup, i hvært samlag; det var henne jeg nu er gift med...
Jeg hadde ofte hug, der jeg sat, til at prøve styrke med ham
for den saks skyll; men jeg var rædd jeg skulde tape, og
visste at da tapte jeg henne med det samme. Når alle de andre
var gåt, tok jeg de løft han hadde tat, spænte den bite han
hadde spænt; men næste gang han fløj med jænten bort ifra mig,
våget jeg mig dog ikke i kast med ham — skjønt det hændte dog
engang han stod og fjaste med henne like for ansigtet mit, at jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
