Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 ARNE
tok en velvoksen kar og la over biten som for moro. Han blev
også blek den gangen...
Dersom han ænda hadde været god mot henne; men han sveg
henne, og det var om igjæn kvæll efter kvæll. Jeg tror næsten
hun holdt mere av ham for hvær gang. — Så var det at det siste
hændte. Jeg tænkte, at nu måtte det briste eller bære. Vorherre
vilde heller ikke han skulde gå længer den gang, og derfor fallt
han litt tyngre æn jeg unte ham det... Jeg har aldrig set ham
siden.“
De sat en lang stund tause; ændelig fortsatte Bård:
,Jeg bød mig frem igjæn. Hun svarte hverken ja eller nej, og
så tænkte jeg det kunde bli bedre siden. Vi giftet os, bryllupet
stod nede i dalen hos en faster som hun arvtok; vi begynte med
meget, og det har siden vokset. Vore gårder lå ved siden av
hinannen, og nu blev de slåt ihop, som min tanke hadde været
fra gutten av. — Men meget annet blev ikke, som min tanke
hadde været...“ Han sat længe stille; Arne trodde en stund han
gråt; — det var ikke så. Men han var ænnu blidere i stemmen
æn sædvanlig, da han blev ved:
„Hun var stille i førstningen og meget sorgfull. Jeg hadde intet
at sige til trøst, og derfor tidde jeg. Siden fik hun det
stundimellem med dette styrendes væsen, som du kanske har set; det
var altid et slags ombytte, og derfor tidde jeg også da. Men en
rigtig glad dag har jeg ikke hat siden jeg blev gift, og nu har jeg
været det i en tyve år–––-“
Her brøt han pinnen i to stykker; siden sat han en stund og
så på disse stykker.
„–––Da Eli vokste til, tænkte jeg hun hadde mere glæde av
at være blant fremmedfolk æn her. Det er Sjælden jeg har villet
noget, jeg; det meste har også været galt, — så blev dette med.
Moren sat og længtes efter barnet, skjønt bare vågen lå imellem,
og tilsist skjønte jeg at det heller ikke bar rigtig i vej derover i
præstegården; men jeg skjønte det for sent. Hun holder nok nu
hverken av far eller mor.“
Huen hadde han tat av igjæn; nu lå det lange hår nedover
øjnene; han strøk det til side, og satte huen på med begge hænder
som vilde han gå; men idet han for at rejse sig hadde vændt sig
mot huset, stoppet han og føjde til, idet han så til loftsvinduet:
Jeg trodde det var best Matilde og hun ikke tok farvel, jeg;
men så var det galt. Jeg sa henne at den vesle fuglen var død,
for det var jo min skyll, og så syntes det mig best at tilstå det;
men så var det også galt. Og slik er det med alting. Jeg har
altid tænkt at gjøre det til det beste, jeg; men så er det blet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
