Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 ARNE
almindeligst brukes på kirkegulvet. „Hvor mange ting jeg har
tænkt på, mens jeg har ligget her,“ sa Eli. Han visste intet at
svare, og hørte henne gråte stille derinne i mørket. Et ur kakket
borte . på væggen, drog op til slag og slog så. Eli drog langsomt
pusten et par ganger, som vilde hun lette brystet, og så sa hun:
En vet så lite, kjænner hverken far eller mor. — Jeg har ikke
været god mot dem, jeg — og derfor er det så underligt nu at
høre den konfirmationssalmen.“
Når man taler i mørket, blir man altid mere sanfærdig æn når
man ser hværandres ansigt; man siger også da mere.
„Det var godt at høre de ord,“ svarte Arne; han tænkte på
hvad hun hadde sagt den gang hun blev syk. Det forstod også
hun, og derfor sa hun: „Var nu ikke dette hændt mig, så Gud
vet hvor længe jeg hadde gåt, før jeg hadde funnet mor.“ —
„Hun har talt med dig nu?“ — „Hvær dag; hun har ikke
annet gjort.“ — „Da fik du nok meget at høre.“ — „Du kan
så sige.“
„Hun talte nok om min far?“ — „Ja.“ — „Tænker på ham
ænnu?“ — „Hun tænker på ham.“ — „Han var ikke god mot
henne.“ — „Stakkars mor!“ — „Han var dog værst mot sig selv.“
Den ene tænkte hvad han ikke vilde sige den annen. Eli var
den som først bant ord imellem dem. „Du skal være lik din
far.“ — „De siger så,“ svarte han unvigende; hun la ikke mærke
til tonen, og derfor kom hun igjæn om en stund: „Kunde også
han lage viser?“ — „Nej.“ —
„Syng en vise for mig ... en som du selv har låget.“ Men
Arne hadde ikke for skik at tilstå, det var egne viser han sang.
„Jeg har ingen,“ sa han. „Du har nok, og du synger dem qok
også når jeg ber om det.“ — Hvad han aldrig hadde gjort for
andre, det gjorde han nu for henne. Han sang nemlig
følgende vise:
Træet stod færdigt med blad og med knop.
„Skal jeg ta dem?“ sa frosten og pustede op.
„Nej kjære, lad dem stå,
til blomster sitter på!“ —
bad træet, og skalv ifra rot og til top.
Træet fik blomster, så fuglene sang.
„Skal jeg ta dem?“ sa vinden og viftet og svang.
„Nej kjære, lad dem stå,
til bæret sitter på!“ —
bad træet, i vinden det dirrende hang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
