Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 391
Og træet fik bær uçder soløjets glød.
„Skal jeg ta dem?“ sa jænten så ung og så rød.
Ja kjære, du kan ta
så mange du vil ha!“ —
sa træet, og grenen det bugnende bød.
Den visen tok næsten vejret fra henne. Han sat også bakefter,
som hadde han sunget mere æn han vilde sige.
Mørket ligger tungt over dem som sitter sammen deri, og ikke
vil tale; de er aldrig nærmere hinannen æn da. Han hørte, bare
hun vændte sig, bare hun drog hånden over åklæet, bare hun
engang pustet litt stærkere æn ellers. —
„Arne — kunde du ikke lære mig at lage viser?“ — „Har du
aldrig prøvd?“ — Jo, nu de siste dagene; men jeg får ingen
til.“ — „Hvad har du da villet ha i dem?“ — „Noget om mor
som holdt så av far din.“ — „Det er et tungt æmne.“ — Jeg
har også grått over det.“ — „Du skal ikke søke æmner; de
kommer.“ — „Hvorledes kommer de?“ — „Som annet kjært:
når du minst vænter.“ — De tidde begge. „Det undrer mig, at
du, Arne, længes bort, som bærer så meget vakkert hos dig.“ —
„Vet du, at jeg længes?“ — Hun svarte ikke herpå, hun lå stille
som i tanker. „Arne, du må ikke rejse bort!“ sa hun, og det
kom varmt til ham. — „Somme tider har jeg også mindre lyst.“
— „Din mor må holde meget av dig. Jeg må få se din mor!“ —
„Kom bort på Kampen engang du blir frisk.“ Og nu tænkte han
henne med én gang sitte i den lyse stue på Kampen og se på
fjællene; brystet begynte at gå i ham, blodet for ham til hodet.
„Her er varmt herinne,“ sa han og rejste sig.
Hun hørte det: „Kjære, vil du gå?“ og han satte sig.
––––„Du må komme oftere hit til os. Mor holder så meget
av dig.“ — Jeg har også selv lyst...men jeg må dog ha ærend.“
— Eli tidde litt, som tænkte hun sig om. Jeg tror,“ sa hun, „at
mor har noget hun vil be dig om.“––––
Han hørte henne rejse sig i sengen. Ingen lyd var i kammerset
eller nedenunder, uten klokken som kakket på væggen. Da brøt
hun ut:
„Gud give det var sommer!“
„At det var sommer!“ og det drog op for hans tanke med
fugtigt løv og bjælleklang, hauking fra fjællene, sang fra dalene,
Svartvatnet lå der og skinte i solen, gårdene vugget deri. Eli
kom ut og satte sig likesom hin kvæll. „Var det sommer,“ sa hun,
>>°g )eg sat på bakken, tror jeg visst at jeg nu kunde synge en vise!“
Han lo og spurte: „Hvad skulde den da gå om?“ — „Om
noget som var let, om — ja jeg vet ikke selv...“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
