Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398 ARNE
føre, som kalltes Nedrebygden og som begynte her nedenfor;
ti Kampen var den siste gård i Øvrebygden.
Op imot vejen vændte våningshusets hoveddør; fra den og op
til vejen var der vel et par tusen skridt; en sti førte dit med tætte
bjørketrær på begge sider. På begge sider av oprydningen lå skog;
gårdens åker og eng kunde økes like så langt som de selv vilde;
det var et i de fleste henseender fortrinligt bruk. En liten have
lå foran huset. Arne stelte med den, således som bøkerne bød
ham gjøre det; til venstre for huset lå fjøsbygningerne og de andre
uthus; de var for det meste opført fra nyt av og bygd i en
firkant mot våningshuset. Dette selv var rødmalet med hvite
vinduskarmer og dører, hadde to stokværk, var torvtækt, småbusker
grodde på taket; det ene mønet bar fløjstang, på den drejde en
jærnhane sig med høj stjært.
Våren var kommet til fjællbygderne; det var en søndagsmorgen,
litt tung i vejret, men rolig, uten kulde; tåken lå like ned på
skogen, men Margit mente den lettet op ad dagen. Arne hadde
læst prækenen for sin mor, og sunget salmer som hadde gjort ham
godt; nu stod han i full puss for at gå op mot præstegården. Han
åpnet døren, frisk løvlugt slog imot ham, haven stod dugget og
bøjd i morgentåken, men fra Kampestupet bruste det med stærke,
støtvise døn, så det skalv for øre og øje.
Arne gik opover. Jo længer han kom fra fossen, desto mere
tapte dønet i rædsel, men la sig nu som en dyp orgeltone over
alt landskap.
„Vorherre være med ham, der han går!“ sa moren, hun åpnet
vinduet og så efter ham intil buskerne tok ham. Tåken lettet mere
og mere, solen skar igjænnem, der blev liv utover markerne og
i haven; der grodde nu alt Årnes arbejde med frisk vækst, bar
duft og glæde op til moren. „Våren er vakker for den som længe
har hat vinter.“
Arne hadde intet bestemt ærend op til præstegården, men han
vilde dog høre derhen om aviserne, som han holdt sammen med
præsten. Nylig hadde han set navnene på flere normænn som
hadde slåt sig godt op med gullgraving i Amerika, og blant dem
stod Kristian. Nu hadde Arne hørt som rygte, at Kristian var
væntende hjæm. Herom kunde han vel også få besked oppe i
præstegården, — og var det således at Kristian alt nu var
kommet til byen, vilde Arne til ham i tiden mellem vår- og slåttonnen.
Dette gik i hans sinn, like til han kom så langt frem at han
kunde se Svartvatnet og Bøen på den andre siden. Tåken
lettet også da, solen lekte sig på vollen, fjællet stod med lys top,
men hadde tåken liggende i fanget, skogen mørknet vandet til
højre side, men der foran husene var det litt flatere, og den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
