Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400 ARNE
sprætter, når somren stunder til,
vænter til næste gang den vil,
alle dens fugler gynger,
vet ikke hvad de synger: —
den som har længtet i tyve år
over de høje fjælle, —
den som vet, at han ikke når,
kjænner sig mindre år for år, —
hører hvad fuglen synger,
som du så trøstig gynger.
Sladdrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjælle?
rede du fant visst bedre der,
videre syn og højere trær,
vilde du bare bringe
længsel, men ingen vinge?
Skal jeg da ’aldrig, aldrig nå
over de høje fjælle?
skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå,
stængende der til det siste, —
blive min dødningkiste?
Ut, vil jeg! ut! — å, så langt, langt, langt
over de høje fjælle!
Her er så knugende, tærende trangt,
og mit mot er så ungt og rankt, —
lad det få stigningen friste,
ikke mot murkanten briste!
Engang, jeg vet, vil det række frem
over de høje fjælle.
Kanske du alt har din dør på klæm?
Herre min Gud! godt er dit hjæm . . .
lad det dog ænnu stænges,
og jeg få lov til at længes!
Arne stod til det siste vers, det siste ord var sunget hen; atter
hørte han fuglene skjæmte og le, men han visste ikke om han
selv turde røre sig. Vite hvem det var, måtte han dog; han løftet
foten, og gik så vart at han ikke hørte græsset knase. En liten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
