Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 401
sommerfugl satte sig i en blomst like foran foten på ham, måtte
op igjæn, fløj atter bare et lite stykke, måtte op igjæn, fløj atter
et lite stykke, måtte op igjæn — og så videre frem hele bakken
som han krøp op. Men der stod en tæt busk, han vilde ikke
længer frem; ti nu kunde han se en fugl fløj op ifra busken,
skrek skræmt og skar bort over bakkehældingen; da så hun op,
hun som sat der; han dukket sig ned, dypt, dypt, holdt ånden igjæn,
hjærtet klappet, han hørte hvært slag, lyttet, turde ikke røre ved
et blad; ti det var jo henne, det var Eli! — Længe, længe efter
så han op lite grand, vilde gjærne dra sig et skridt nærmere;
men fuglen kunde ha rede under busken, og det turde han ikke
træde på. Han så da frem mellem bladene, eftersom de fløj til
side eller stak sig sammen. Solen fallt like på henne, hun sat i
en sort livkjole uten ærmer, hadde en halmhat på hodet, som
tilhørte en gut; den sat løst og vilde falle til den ene side. I fanget
hadde hun en bok liggende, men ovenpå den en hel del
markblomster; hennes højre hånd famlet in imellem dem som i tanker,
den venstre var lænet på knæet, og i den lå hennes hode. Hun
så ut efter der hvor fuglen var fløjet, og det var uvisst om hun
hadde grått.
Noget vakkrere hadde Arne i sine levedager hværken set eller
drømt; solen la også alt sit gull både på henne og pletten, og
sangen drev om henne, skjønt den længst var sunget, så han
tænkte, drog ånde, ja hjærtet slog i takten av den.
Hun tok boken og åpnet den, men lukket den snart, og sat som
før mens hun gav sig til at nynne. Det var „Træet stod færdigt
med blad og med knop“ — han kunde høre det, skjønt hun ikke
hugset godt hværken ordene eller tonen, og tok ofte fejl. Det vers
hun kunde best, var det siste, derfor tok hun det ofte op igjæn;
men hun sang det således:
Og træet fik bær, de var modne og rød’.
„Jeg må få dem!“ bad jænten, hun var nu så sød.
„Ja, alle disse små,
dem kan du gjærne få!“
sa træet — trala-lala, la-lala — sød!
Og så med én gang sprang hun op, rystet alle blomsterne rundt
omkring, hauket, så tonen trinset gjænnem luften og nådde gjærne
over like til Bøen. Og så sprang hun!–––-Skulde han rope?
Nej! — Der hoppet hun alle bakker ned, syngende, trallende;
der fallt hatten av, der tok hun den op igjæn, der stod hun midt
i det højeste græsset. — „Skal jeg rope? Hun ser sig om!“ —
Han ned. Længe var det før han turde gløtte frem, og først løftet
Bjørnson: Samlede værker. I. 26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
