Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
404 ARNE
et menneske; men gammelt folk må en bære over med.“ — Eli
sa hun kunde gjærne følge også; nu vilde hun bare in efter
trøjen.
Det var en tætsluttende trøje; når den var hægtet til, så det ut
som hun bar livkjole; men nu hægtet hun blot de to nederste
hægter, hun var så varm. Det fine lintøj hadde en liten utover
fallende krave og blev holdt fast i halsen av en sølvknap i
skikkelse av en fugl med utslagne vinger. En sådan hadde Nils
skrædder båret den første gang Margit Kampen danset med ham. —
„En vakker knap,“ sa hun og så på den. — „Jeg har fåt den
av mor,“ sa Eli.— „Du har vel det, ja,“ hun hjalp henne til rette.
Nu gik de bortover vejen. Højet var slåt og lå i såter, Margit
tok borti såterne, lugtet på det og fant det var godt høj. Hun
spurte efter buskapen her på gården, fik derved spørge om den
på Bøen, og fortalte så hvor stor den var som de hadde på
Kampen. „ Gården er gåt dygtig frem i de senere år, og den kan bli
så stor en selv vil. Den før tolv mælkekjør nu, og den kunde
fø flere; men han har så mange bøker han læser i og steller efter;
derfor vil han ha dem fødd på slik stor-vis.“ Eli sa ingenting til
alt dette, som vænteligt var; men Margit spurte henne hvor
gammel hun var. Hun var nitten år. „Har du tat nogen hånd med
i husstellet? Du ser så fin ut, det har vel ikke været stort.“
— Å jo, hun hadde hjulpet adskillig til, især i den siste tid. —
,Ja, det er godt at være vant til noget av hvært; når en selv
får stort hus, kan meget trænges. Men det forstår sig, den som
finner god hjælp foran sig, står det jo ikke på.“ — Eli vilde nok
gjærne vænde om igjæn, for nu var de forlængst forbi
præste-gårdsjordet. „Det er længe ænnu til solen går ned; — du var
snill om du vilde prate litt længer med mig,“ — og Eli gik med.
Nu begynte Margit at tale om Arne. „Jeg vet ikke om du
kjænner stort til ham. Han kan lære dig noget av hvært, han; Gud
bevare os, hvor meget han har læst!“ Eli tilstod, at hun visste
han hadde læst meget. „Å ja, det er ænnu det minste ved ham,
det; nej, slik som han har været mot mor sin alle sine dager, det
er mere, det! Skal det være sant, som de siger for et gammelt
ord, at den som er god mot sin mor, er god mot sin kone, da
får den han vælger, just ikke stort at klage over ... Hvad er
det du der ser efter, barn?“ — Jeg mistet bare en liten kvist
som jeg gik og bar.“ — De blev begge stille og gik uten at se
til hinannen. „Han er så underlig av sig,“ sa atter moren; „han
er blet så forskræmt som barn, og derfor er han blet vant til at
tænke alting for sig selv, og det slags folk kommer sig ikke
rigtig til.“ — Nu vilde Eli ændelig vænde, men Margit mente det
var bare et stykke igjæn til Kampen, og da måtte hun se Kampen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
