Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 405
siden hun var der. Men Eli mente det blev for sent for idag.
„Der er altid dem som følger dig hjæm,“ sa Margit. „Nej, nej/’
svarte Eli raskt og vilde gå. „Ja, han Arne er ikke hjæmme,“
sa Margit, „så ham blir det ikke; men der er vel altid andre,“
og Eli hadde nu mindre mot det; hun vilde gjærne se Kampen
også; „bare det ikke blir for sent.“ — „Ja, står vi længe og
snakker om det, kan det nok bli for sent“ — og de gik. Du har vel
læst meget, du, som er opdraget hos præsten?“ Ja, hun hadde
det. „Det vil komme godt til nytte,“ mente Margit, „når du får en
som kan mindre.“ Nej, det mente Eli hun ikke vilde ha. „Å
nej; det er kanske heller ikke det beste; men her i bygden er
folket så lite lært.“ — Eli spurte, hvad det var som røk der borte
i skogen. „Det er av en ny husmannsplass, det, som er lagt under
Kampen. Der bor en mann som heter Oplands-Knut. Han gik
alene her, og så gav Arne ham den plassen at rydde. Han
forstår hvad det er at gå alene, Arne, stakkar.“ — Om en stund
kom de så højt op, at de kunde se gården. Solen stod dem like
i ansigtet, de skygget for øjnene og så nedover. Midt på sletten
lå gården, rødmalet, med hvite vinduskarmer; rundt omkring var
engen slåt, noget høj stod i såter, akrene lå grønne og svære midt
i den bleke eng; borte ved fjøset var stor travlhed: kjør, sauer,
gjeter kom nætop hjæm, klokkerne kimte, hundene gjødde, budejen
ropte; men over det hele med forfærdelig larm gik fosseduren,
der stod op av Kampejuvet. Jo længer Ell så, des mere hørte
hun bare denne tonen, og den blev henne tilsist så forfærdelig, at
hun fik hjærteklap; det bruste og suste gjænnem hennes hode,
til hun blev ganske vill, og ovenpå så mild og varm, at hun uten
at mærke det gik vart med små skridt, så Margit bad henne gå
litt fortere. Hun skræmtes op; „jeg har aldrig hørt slikt som den
fossen før,“ sa hun; Jeg blir næsten rædd.“ — „Det vænner du
dig snart til,“ sa moren; „tilsist vil du savne den.“ — „Kjære,
tror du det?“ spurte Eli. „Ja, det skal du nok se,“ sa Margit;
hun smilte.
„Kom, nu skal vi først se på buskapen,“ sa hun, idet de bøjde
ned fra vejen; „disse trær har Nils sat her på begge sider. —
Han vilde gjærne ha det vakkert, Nils; — det vil Arne også; der
skal du se den haven han har lagt.“ — „Å nej, å nej!“ ropte Eli,
hun sprang fort hen til gjærdet. Hun hadde oftere set Kampen,
men aldrig så nær, og derfor slet ikke haven. — „ Siden skal vi
se på den,“ sa Margit. — Eli så flygtig gjænnem ruterne med
det samme hun gik forbi huset; der var ingen inne.
Begge stillet sig op på låvekloppen og så på kjørne, idet de gik
rautende forbi og in i fjøset. Margit nævnte dem ved navn op for
Eli, fortalte hvor meget hvær enkelt mælket, hvem der var sommer-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
