Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 419
Da han skulde sætte sig, vilde de alle gjøre plass for ham; han
så sig også længe om; de hvisket og pekte; han drejde sig
omkring til alle kanter med huen i hånden og boken under armen.
„Nu, hvad blir det så til?“ spurte skolemesteren, han holdt atter
på med pipen. Idet gutten skal vænde sig mot skolemesteren, ser
han tæt ved siden av ham, nede ved gruestenen og sittende på en
liten rødmalt løp, Marit med de mange navn; hun hadde gjæmt
ansigtet bak begge hænder, og sat og gløttet hen til ham. „Her
vil jeg sitte!“ sa Øjvind raskt, tok en løp og satte sig ved siden.
Nu løftet hun litt den armen som vændte imot ham, og så på
ham under albuen; straks dækket også han sit ansigt med begge
hænder og så på henne under albuen. Slik sat de og skapte sig
til, intil hun lo, så lo også han, Ungerne hadde set det og lo med;
da skar det in med frygtelig stærk stemme, men som blev mildere
efter hvært: „Stille, trollunger, småtøj, spilleværk — stille, og vær
snille mot mig, sukkergriser!“ — Det var skolemesteren, som hadde
for vis at fyke op, men bli god igjæn, før han ændte. Straks blev
der roligt i skolen, intil pepperkværnene atter begynte at gå, de
læste højt, hvær i sin bok, de fineste diskanter spilte op, de
grovere stemmer trommet højere og højere for at ha overvægten,
en og annen hauket inimellem; Øjvind hadde i sine levedager
ikke hat slik moro.
„Er det slik her bestandig?“ hvisket han til Marit. „Ja, slik er
det,“ sa hun.
Senere hen måtte de frem til skolemesteren og læse; en liten
gut blev dernæst sat til at læse med dem, og så fik de slippe og
skulde gå hen og sitte rolige igjæn.
„Nu har også jeg fåt en bukk,“ sa hun. — „Har du?“ — „Ja,
men den er ikke så vakker som din.“ — „Hvorfor er du ikke
oftere kommet op på bærget?“ — „Bestefar er rædd jeg skal
falle utfor.“ — „Men det er ikke så højt.“ — „Bestefar vil ikke
allikevel.“
„Mor kan så mange viser,“ sa han. — „Du kan tro bestefar
også kan.“ — „Ja, men han kan ikke om det som mor kan.“ —
„Bestefar kan om en dans, han. — Vil du høre den?“ — „Ja
gjærne det.“ — „Men så må du komme længer hit, så ikke
skolemesteren skal mærke det.“ Han flyttet sig, og så sa hun frem
en liten visestump fire-fem ganger, så gutten lærte den, og det
var det første han lærte på skolen.
„Dans!“ ropte felen
og skrattet på strængen,
så lensmannsdrengen
spratt op og sa: „Ho!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
