Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422 EN GLAD GUT
Bård blek i ansigtet, og svang sig til hæst. Det hus hvori de hadde
bodd sammen med faren, betrådte ingen av dem mere.
Kort tid efter giftet Anders sig in på en husmannsplass, men
bad ikke Bård til bryllups; Bård var heller ikke i kirken. Første
år Anders var gift, blev den eneste ko han ejde funnet død
bortom den nordre stuevægg, hvor den gik i tjor, og ingen skjønte
hvad den var død av. Flere uhæld la sig til, og det gik tilagters
for ham; men værst blev det da hans låve midt på vinteren
brænte, og alt som i den var; ingen visste hvorledes ilden var
opkommet. „ Dette har en gjort som vil mig ondt/’ sa Anders, og
han gråt den natten. Han blev en fattig mann, og han mistet
hugen til arbejde.
Da stod Bård næste kvæll i hans stue.- Anders lå på sengen,
da han trådte in, men sprang op. „Hvad vil du her?“ spurte
han, men tidde og blev stående ufravændt seende på broren. Bård
væntet litt, før han svarte: Jeg vil by dig hjælp, Anders; du har
det ikke godt.“ — Jeg har det som du har unt mig det, Bård!
Gå, eller jeg vet ikke om jeg kan styre mig.“ — „Du tar fejl,
Anders; jeg angrer...“— „Gå, Bård, eller Gud nåde både dig og
mig!“ Bård gik også et par skridt tilbake; med dirrende stemme
spurte han: „Vil du ha uret, skal du få det!“ — „Gå, Bård!“
skrek den annen, og Bård vilde ikke vænte, men gik.
Men med Bård var det gåt sådan til. Så snart han hørte at
broren led ondt, tødde hjærtet op, men stoltheden holdt igjæn.
Han fik trang til at søke kirken, og der tok han gode forsætter,
men han orket dem ikke frem. Ofte kom han så langt at han
kunde se huset, men snart kom en ut av døren, snart var der en
fremmed, snart stod Anders ute og hugde ved, så der var altid
noget i vejen. Men en søndag ut på vinteren var han atter i kirke,
og da var Anders der også. Bård så ham; han var blet blek og
mager, de samme klær bar han som før, da de var sammen, men
nu var de gamle og lappede. Under prækenen så han op på
præsten, og Bård syntes han var god og blid, husket deres
barneår, og hvilken god gut han var. Bård selv gik til alters den dagen,
og han gjorde sin Gud det højtidelige løfte, at han skulde forlike
sig med sin bror, der måtte komme hvad der vilde. Dette forsæt
gik gjænnem hans sjæl, i det samme han drak vinen, og da han
rejste sig, vilde han gå like bort til ham og sætte sig hos ham;
men der sat nogen i vejen, og broren så ikke op. Efter prækenen
var der også noget i vejen; der var for mange folk, konen gik
ved siden av ham, og henne kjænte han ikke; han tænkte det
var best at gå hjæm til ham selv og tale alvorlig med ham. Da
kvællen kom, gjorde han det. Han gik like hen til stuedøren og
lyttet; men da hørte han sit navn nævne; det var av konen. „Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
