Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 425
tale sammen. De forklarte sig like fra den dag de bød på uret,
og ut igjænnem til den, da de nu møttes her. Bård sluttet med at
ta gullklumpen frem som han altid bar hos sig, og åbenbaret blev
det nu mellem brødrene, at de i alle disse år ikke én dag hadde
følt sig lykkelige.
Anders sa ikke stort, for han var ikke god til; men ved sengen
blev Bård sittende, så længe Anders var syk. „Nu er jeg
fullkommen frisk,“ sa Anders en morgen han vågnet; „nu, bror
min, skal vi leve længe sammen, og aldrig gå fra hværandre,
likesom i gamle dager. Men den dagen døde han.
Konen og barnet tok Bård til sig, og de hadde det godt fra den
tid. Men hvad brødrene hadde samtalt om ved sengen, det
sprængte ut gjænnem væggene og natten, blev bekjænt for alt folk
i bygden, og Bård blev den mest agtede mann imellem dem. Alle
hilste på ham, som på en der har hat stor sorg og atter funnet
glæde, eller som på en der meget længe har været borte. Bård
blev stærk av sinn ved denne venlighed omkring sig, han blev
Gud hengiven — og vilde bestille noget, sa han, og så gav den
gamle korporal sig til at være skolemester. Hvad han inprentet
barnene både først og sist, var kjærlighed, og selv øvde han
den, så Ungerne holdt av ham som av en lekekammerat og far
på én gang.
Se, denne historie var det, som gik om den gamle skolemester,
og i Øjvinds sinn fik en sådan vækst at den blev ham både
religion og opdrager. Skolemesteren var blet ham en næsten
overnaturlig mann, skjønt han sat der så omgjængelig og
små-skjændte. Ikke at kunne hvær en lekse til ham, var umuligt, og
fik han et smil eller et håndstrøk over håret efter at ha læst den
op, da var han glad og varm for en hel dag.
Størst intryk på barnene gjorde det altid, når skolemesteren før
sangen somme tider holdt en liten tale til dem og i det minste
én gang hvær uke læste op nogen vers for dem, som handlet
om at ælske sin næste. Når han læste det første av disse vers,
skalv han i stemmen, skjønt han vel nu hadde læst det i 20—30
år; det lød:
Ælsk din næste, du kristensjæl,
træd ham ikke med jærnskodd hæl,
ligger han æn i støvet!
Alt som lever, er underlagt
kjærlighedens gjenskaper-magt,
bliver den bare prøvet.
Men når så det hele digt var sagt, og han hadde ståt litt efter,
så han på dem og plirte med øjnene: „Op, småtroll, og gå vakkert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
