Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428 EN GLAD GUT
væntelig fordi laget stod hos hennes besteforældre, og dette gjorde
at også Øjvind så ofte til henne; men altid danset hun med andre.
Han vilde gjærne selv danse med henne, derfor sat han over en
dans, for at kunne springe bort til henne straks den sluttet, og det
gjorde han, men en høj, sortmusket kar med stærkt hår kaster sig
foran ham. „Væk, unge!“ ropte han og puffet til Øyvind, så han
nær var fallt baklængs over Marit. Aldrig var noget sådant hændt
ham, aldrig hadde folk været annet æn snille med ham, aldrig
var han blet kallt „unge“ når han vilde være med; han blev
blussende rød, men sa intet, og trak sig tilbake dit hvor den nye
spillemann nætop var kommet og sat og stemte op. Der var stillt
inimellem flokken, man væntet på at høre de første stærke toner
av „ham selv“; han prøvde og stemte, det varte længe, men
ændelig hugg han i med en springer, gutterne skrek og kastet sig, og
par for par svingte in i kredsen. Øjvind ser på Marit, der hun
danser med den stærkharede mann; hun lo over mannens skuldre,
så de hvite tænner vistes, og Øjvind kjænte en forunderlig
stikkende smærte i brystet første gang i sit liv.
Han så længer og længer på henne, men hvorledes han æn så,
forekom det ham at Marit var ganske voksen; det kan ikke være så,
tænkte han, ti hun er jo med i kjælkebakkerne ænnu. Men voksen
var hun dog, og den stærkharede mann drog henne efter ændt dans
ned på fanget; hun slet sig løs, men blev dog sittende ved siden.
Øjvind ser på mannen; han hadde fine blå klædesklær,
blåtær-net skjorte og silketørklæ, et lite ansigt hadde han, blå stærke
øjne, leende, trossig munn, han var vakker. Øjvind så mere og
mere, så ændelig også på sig selv; han hadde fåt nye bukser til
jul, som han var meget glad i, men nu så han det var bare grått
vadmel; trøjen var av samme slag, men gammel og mørk, vesten
av rutet værken, også gammel og med to blanke og én sort knap.
Han så omkring sig, og syntes meget få var så dårlig klædd som
han. Marit hadde sort livkjole av fint tøj, sølje i halstørklæet
og et sammenlagt silketørklæ i hånden. Over bakhodet hadde hun
en liten sort silkehue, som var fæstet med store randede
silkebånd under haken. Hun var rød og hvit, lo, mannen talte med
henne og lo; det spilte atter op, og de skulde atter danse. En
kammerat kom og satte sig ved siden av ham. „ Hvorfor danser
du ikke, Øjvind?“ sa han blidt. „Å nej,“ sa Øjvind; Jeg ser
ikke sådan ut.“ — „Ser ikke sådan ut?“ spurte kammeraten; men
før han kunde komme videre, sa Øjvind: „Hvem er han i de
blå klædesklærne, som danser med Marit?“ — „Det er Jon
Hatlen, han som længe har været borte på en agronomskole og nu
skal ta gården.“ — I det samme satte Marit og Jon sig. „Hvem
er den gutten med det lyse håret, som sitter der bortved spille-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
