Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Fjærde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 429
mannen og glor på mig?“ spurte Jon. Da lo Marit og sa: „Det
er husmannsgutten på Plassen.“
Øjvind hadde jo altid visst han var husmannsgut; men før nu
hadde han aldrig følt det. Han kjænte sig likesom så liten i
kroppen, kortere æn alle andre; for at holde sig oppe måtte han
forsøke at tænke på alt det som hittil hadde gjort ham glad og stolt,
like fra kjælkebakken til de enkelte ord. Da han også tænkte på
sin far og mor der nu sat hjæmme og trodde at han hadde det godt,
syntes han næsten ikke at kunne holde gråten. Omkring ham lo
og spøkte allesammen, felen ljomet like in i øret på ham, der var
et øjeblik hvor der likesom steg noget sort op, men så husket
han skolen med alle kammerater, og skolemesteren som klappet
ham, og præsten som ved siste eksamen hadde git ham en bok
og sagt han var en dygtig gut; faren hadde selv sittet og hørt på
og smilt bortover til ham. „Vær nu snill, du Øjvind,“ syntes han
skolemesteren sige, idet han blev tat på fanget som da han var
liten. „Herregud, det er så lite værdt altsammen, og i grunnen
er alle mennesker snille; det ser bare ut som de ikke er det.
Vi to skal bli dygtige, Øjvind, likeså dygtige som Jon Hatlen;
skal nok få gode klær og danse med Marit i en lys stue, hundre
mennesker, smile og tale sammen, to brudefolk, præsten, og jeg i
koret som ler over til dig, og mor i huset, og stor gård, tyve
kjør, tre hæster, og Marit god og snil som på skolen . . .“
Dansen holdt op, Øjvind så Marit foran sig på bænken og Jon
ved siden med ansigtet tæt op til hennes; en stor stikkende
smærte kom igjæn i brystet, og det var som han sa til sig
selv: det er jo sant, jeg har ondt.
I det samme rejste Marit sig, og hun kom bent over til ham.
Hun bøjde sig ned over ham. „Du skal ikke sitte sådan og
nid-stirre på mig,“ sa hun; „du kan skjønne folk lægger mærke til
det; tag dig nu nogen og dans med.“
Han svarte ikke, men så på henne, og kunde ikke for det:
øjnene løp fulle. Hun hadde allerede lettet sig for at gå, da hun
så det og stanste; hun blev med én gang ildrød, vændte sig
om og gik til sin plass; men der vændte hun igjæn og satte sig
et annet sted. Jon gik straks efter.
Han rejste sig fra bænken, gik ut mellem folket, ut på gården,
satte sig inne i en sval, og visste så ikke hvad han skulde der,
rejste sig, men satte sig igjæn, ti han kunde jo likeså godt sitte
der som et annet sted. At gå hjæm brydde han sig ikke om, gå
in igjæn heller ikke; det var ham det samme. Han var ikke
istand at samle noget av hvad som var foregåt; han vilde ikke
tænke på det; fremover vilde han heller ikke tænke, ti der var intet
som han længtes til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
