Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 439
takk eders Gud, og glæd eders forældre! Takk også eders gamle
skolemester; I hadde sittet der net og gnaget ben, hadde ikke han
været!“ — De takket ham og lo, de drog jublende avsted; ti i
dette øjeblik, da de skulde hjæm til forældrene, var de alle glade.
Blot én var igjæn, som ikke straks kunde finne sine bøker, og
som da han fant dem, satte sig ned, som skulde han på ny til
at læse dem over.
Skolemesteren gik bort til ham: „Nu Øjvind, skal du ikke gå
med de andre?“ — Han svarte ikke. — „Hvorfor slår du op dine
bøker?“ — Jeg vil se hvad jeg har svaret galt idag.“ — „Du har
visstnok ikke svaret noget galt.“ — Øjvind så da på ham, tårerne
stod ham i øjnene, han så ufravændt på ham, mens en efter en
rant nedover, men han sa ikke et ord. Skolemesteren satte sig
foran ham: „Er du ikke glad nu, at du er sluppet frem?“ — Det
bævret om munnen, men han svarte ikke. „Din mor og far vil
være meget glad,“ sa skolemesteren og så på ham. — Øjvind
kjæmpet længe, for at få et ord frem, ændelig spurte han sagte
og avbrutt: „Er det... fordi jeg ... er husmannsgut... at jeg står
nummer 9 eller 10?“ — „Visstnok er det derfor,“ svarte
skolemesteren. — „Så nytter det jo ikke mig at arbejde,“ sa han
klang-løst og sank sammen over alle sine drømme. Pludselig løftet han
hodet, hævet den højre hånd, slog den i bordet med al sin magt,
kastet sig ned på sit ansigt og brøt ut i den hæftigste gråt.
Skolemesteren lot ham ligge og gråte, rigtig gråte ut. Det varte
længe, men skolemesteren væntet, til gråten blev barnligere. Da
tok han om hans hode med begge hænder, lettet det op og så in
i det forgråtte ansigt. „Tror du, det er Gud som nu har været
hos dig?“ sa han og holdt ham venlig imot sig. Øjvind hulket
ænnu, men kortere, tårerne rant mere stille, men han turde ikke
se på ham som spurte, ej heller svare. — „ Dette, Øjvind, har
været løn som forskyllt. Du har ikke læst av kjærlighed til din
kristendom og dine forældre; du har læst av forfængelighed.“ —
Der blev stillt i stuen mellem hvær gang skolemesteren talte,
Øjvind kjænte hans blik hvile på sig, og han blev optødd og
ydmyg opunder det. — „Med sådan vrede i dit hjærte kunde du
ikke ha møtt frem for at ta pakten av din Gud; kunde du vel,
Øjvind?“ — „Nej,“ stammet han, så godt som han formådde. —
„Og stod du der med forfængelig glæde over at du var nummer
1, stod du da ikke frem med en synd?“ — „Jo,“ hvisket han og
skalv om munnen. „Du holder ænnu av mig, Øjvind?“ —
„Ja;“ han så op for første gang. „Så skal jeg sige dig, at det
var mig som fik dig flyttet ned; ti jeg holder så av dig, Øjvind.“
— Den annen så på ham, blinket nogen ganger, og tårerne rant
tæt ned. — „Du har ikke noget imot mig derfor?“ — „Nej;“ han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
