Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 443
sjælet og dirret ikke engang, luften var litt lummer; folket bar med
sig rejseplagg, men brukte dem ikke. En ualmindelig stor skare
hadde samlet sig omkring den fritliggende kirke; men
konfirmations-ungdommen gik straks in i kirken, for at bli stillet op før
gudstjenesten begynte. Da var det at skolemesteren i blå klær, frakke
og knæbukser, høje støvler, stivt halsbind og pipen stikkende frem
av baklommen kom nedover, nikket og lo, slog en på skulderen,
talte et par ord til en annen om at svare højt og tydelig, og kom
under alt dette nedover til fattigblokken, hvor Øjvind stod og svarte
på alle sin ven Hans’s spørsmål i anledning av rejsen. „God dag,
Øjvind, vakker idag,“ — han tok ham ved trøjekraven, som vilde
han tale med ham; „hør du, tror alt godt om dig. Nu har jeg
talt med præsten; du får beholde plassen din; gå op på nummer
én og svar tydelig!“
Øjvind så forbauset op på ham, skolemesteren nikket, gutten
gik nogen skridt, stod, atter nogen skridt, stod; jo visst er det så,
han har talt til præsten for mig, og gutten gik fort opover. „Du
skal jo være nummer én allikevel,“ hvisker en til ham. ,Ja,“
svarte Øjvind sagte, men visste ænnu ikke rigtig om han turde.
Opstillingen var færdig, præsten kommet, de ringte sammen,
og folk holdt på at strømme in. Da så Øjvind Marit Hejdegårdene
stå like foran sig, hun så også på ham, men begge var så bundet
av stedets hellighed, at de turde ikke hilse. Han så blot hun var
skinnende vakker og hadde bart hår, mere så han ikke. Øjvind
som i over et halvt år hadde bygd så store planer på at stå like
overfor henne, glæmte da det kom til stykket, både plassen og
henne, og at han nogensinne hadde tænkt på dem.
Efterat alt var ændt, kom slægtninger og kjænninger for at
avlægge sine lykønskninger, dernæst kom hans kammerater for at
ta farvel med ham, da de hadde hørt han skulde rejse den næste
dag; så kom mange små som han hadde akt med i bakkerne, og
som han hadde hjulpet på skolen, og det var ikke frit at de
puttret litt ved avskeden. Sist kom skolemesteren, tok ham og
forældrene taust i hånden og gjorde tegn til at gå; han vilde følge.
De fire var atter sammen, og det skulde nu være siste kvæll. På
vejen var der ænnu mange som tok farvel og ønsket ham til
lykke, men ellers taltes de ikke ved inbyrdes, før de sat hjæmme
i stuen.
Skolemesteren prøvde på at holde dem ved godt mot; det var
ikke mere æn så, at de alle tre grudde nu, når det kom til stykket,
for hele to års fravær, da de hittil ikke hadde været skilt én dag;
men ingen vilde være ved det. Jo længer det led, jo mere
be-klæmt blev Øjvind, han vilde gå ut for at komme litt til ro.
Det var halvmørkt nu og en forunderlig susning i luften, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
