Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GLAD GUT 449
Til
velagtede pige Marit Knudsdatter Hejdegårdene!
Dit brev har jeg mottaget, men du synes at ville la mig være
like klok. Kanske dette også er et svar, jeg vet det ikke. Jeg tør
ingen ting skrive av det jeg vilde skrive, ti jeg kjænner dig ikke.
Men kanske heller ikke du kjænner mig.
Du må ikke tro jeg længer er den bløte ost, som du krystet
vand utav, da jeg sat og så dig danse. Jeg har ligget på mange
hylder for at tørre siden den tid. Ej heller er jeg som de
lang-hårede hunder, der hænger straks med ørene og skyr folk, sådan
som jeg fordum gjorde; jeg lar det stå til nu.
Dit brev var skjæmtsomt nok; men det skjæmtet hvor det slet
ikke skulde skjæmte; ti du forstod mig godt, og da kunde du
skjønne, at jeg ikke spurte for spøk, men fordi jeg i den senere
tid ikke kan tænke på andet æn det hvorom jeg spurte. Jeg gik
i megen angst og væntet, og da kom der bare fjas og latter.
Farvel, Marit Hejdegårdene, jeg skal ikke se for meget på dig,
således som pa hin dans. Gid du både må spise godt og sove
godt og få din nye væv færdig, og gid fremfor alt du kan skofle
sneen væk, som ligger foran kirkedøren.
Ærbødigst
Øjvind Thoresen Pladsen.
Til
agronom Øjvind Thoresen, landbruksskolen.
Til tross for min gamle alder og Øjnenes svakhed og værken i
min højre hofte må jeg dog give efter for ungdommens
påtrængelig-hed; ti den bruker os gamle, når den selv haver rænt sig fast. Den
lokker og gråter, til den er bleven løs, men så rænner den straks
igjæn fra os og vil slet ikke videre høre.
Nu er det Marit; hun skaper sig med mange søte ord, at jeg
skal skrive til følgeskap; ti hun trøster sig ikke til at skrive alene.
Jeg haver læst dit brev; hun tænkte at hun hadde Jon Hatlen eller
en annen nar for sig, og ikke en som skolemester Bård har
opdraget; men nu kniper det. Dog haver du været for stræng; ti der
er visse kvinnfolk som spøker for ikke at gråte, og der er ingen
forskjel mellem begge. Men det synes jeg om, at du tåger det
alvorlige alvorligt; ti ellers kan du ikke le av det som er fjas.
Anlangende eders hug, at den står til hinannen, da er dette nu
synligt av mange ting. Henne haver jeg ofte tvilet om, ti hun er
som vindens gang; men nu vet jeg at hun haver dog motståt Jon
Hatlen, hvorover hennes bestefar er optændt i stor vrede. Hun
blev glad, da dit tilbud kom, og når hun spøkte, var det ikke av
Bjørnson: Samlede værker. I. 29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
