Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454 EN GLAD GUT
ham frem og tilbake; det lå stille og blankt, nogen sjøfugl fløj
over, men uten skrik; ti det var sent. Faren kom gående fra
kværnen, stanste på stenhællen, så utover likesom sønnen, gik
derefter ned mot vandet, for at forsyne båten mot natten. Moren
kom ut på den den ene side av huset; ti hun kom fra kjøkkenet;
hun så op mot bærget, idet hun gik over tunet med noget til
hønsene, så atter op og nynnet. Han satte sig ned for at vænte;
småskogen vokste tæt, så han ikke kunde se langt inover, men
han lyttet til den minste støj. Længe var det blot fugl der fløj op
og narret ham, snart igjæn et ikorn som hoppet over i et annet
træ. Men ændelig knaker det længer borte, stanser litt, knaker
igjæn; han rejser sig, hjærtet banker, og blodet sprøjter ham til
hodet; da bryter det i buskene tæt ved ham, men det er en stor,
lodden hund som kommer og ser ham, stanser da på tre ben og
rører sig ikke. Det var hunden på Øvre-Hejdegårdene, og tæt
bak den knaker det igjæn, hunden vænder hodet og loggrer, nu
kommer Marit.
En busk holdt kjolen, hun vændte sig for at løse, og sådan stod
hun, da han først så henne. Hun hadde bart, oprullet hår, sådan
som jænterne plejde at gå i hværdagslaget, hun hadde en stærk,
rutet livkjole uten ærmer, intet om halsen uten den nedfallende
linnetkrave; hun hadde stjaalet sig like fra markarbejdet og hadde
ingen pynt turdet gjøre. Nu så hun op på skakke og smilte; det
lyste i de hvite tænner og under de halvlukte øjelåk; hun stod
sådan litt og pillet, men så kom hun og blev mere og mere rød
for hvært skridt. Han gik henne til møtes, tok hennes hånd
mellem begge sine. Hun så dypt ned, og sådan stod de.
„Takk for alle dine brev,“ var det første han sa, og da hun
nu så op lite grand og lo, følte han, at hun var det mest
skjælmske troll han kunde møte i en skog; men han var fanget, og hun
var det nok ikke mindre. „Hvor stor du er blet!“ sa hun, og
mente noget ganske annet. Hun så mere og mere på ham, lo
mere og mere, han lo også; men de sa ingenting. Hunden hadde
sat sig på skrænten og så ned på gården; Tore bemærket dette
hundehode nede fra vandet, og kunde for sit liv ikke begripe
hvad det var som viste sig oppå bærget.
Men de to hadde nu sluppet hinannen og begynte så småt at
tale. Og da han først hadde begynt, blev han snart så kringmælt
at hun måtte le ham ut. ,Ja, ser du, det er når jeg er glad, rigtig
glad, ser du; og da det blev godt imellem os to, da var det som
der sprang op en lås inne i mig, sprang op, ser du.“ Hun lo.
Siden sa hun: „Alle de brev du sendte mig, kan jeg næsten
utenad.“ „Æn jeg dine da! Men du skrev bestandig så kort.“ —
„Fordi du bestandig vilde ha det så långt.“ — „Og når jeg vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
