Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- En glad gut
- Niende kapitel
- Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skal vi så møtes igjæn?“ hvisket hun. — „Imorgen, imorgen!“
hvisket han tilbake. — ,Ja imorgen!“ — ,/Farvel!“ hun løp.—
„Marit!“ og hun stanste. — „Du, det var rart at vi møttes først
oppe paa bærget.“ — Ja, det var så,“ hun løp igjæn.
Han så længe efter henne, hunden for foran og gjødde, hun
efter og hysset. Han vændte sig, tok huen og kastet ænde op,
tok den igjæn og kastet; „nu tror jeg nok jeg begynner at bli
glad, jeg,“ sa gutten og sang hjæmover.
TIENDE KAPITEL
En eftermiddag ut på sommeren, da moren og en pike raket
høj sammen, faren og Øjvind bar in, kom en liten barfotet og
barhodet gut hoppende nedover bakkerne og bortover marken til
Øjvind, som han gav en seddel. „Du løper godt, du!“ sa Øjvind.
,Jeg har betaling for det,* svarte gutten. På spørsmål om han
skulde ha svar, lød det nej, og han tok vejen hjæm igjæn over
bærget; ti der kom nogen efter ham oppi vejen, sa han. Øjvind
åpnet brysomt seddelen; ti den var først lagt sammen i en
strimmel, dernæst var den knyttet, så forseglet og tilhakket, og i
sedlen stod:
wNu er han på marsen; men det går langsomt. Spring på
skogen og gjæm dig!
Den du vet.“
„Nej, om jeg gjør,“ tænkte Øjvind, og så trossig opover
bakkerne. Det varte heller ikke længe, før en gammel mann viste
sig øverst i bakkerne, hvilte, gik litt, hvilte igjæn; både Tore og
konen stanste for at se på. Men Tore smilte snart, konen
derimot skiftet farve. „Kjænner du ham?“ — ,Ja, her er just ikke
let at ta fejl.“
Far og søn begynte på ny at bære høj; men den siste passet
det så, at de altid fulgtes. Den gamle oppi bakken kom langsomt
nærmere, likesom et tungt vestenvejr. Han var meget høj og noget
førlig; han hadde vonde ben og gik fot for fot, med svær holdning
og stav. Han kom snart så nær at de kunde se ham nøje; han
stanste, tok huen av hodet og tørket sveden med et tørklæ. Han
var ganske skallet langt bakover; han hadde et rundt
sammen-foldet ansigt, små gnistrende, plirende øjne, buskede bryn og alle
tænner i munnen. Når han talte, var det med en skarp,
gnældrende stemme, der hoppet som over grus og sten; men på et
og annet „r“ hvilte den med stort velbehag, trillet så henover det
i flere alens længde og gjorde i det samme et vældigt hopp i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 15:38:01 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjornson/1/0458.html
